Hostedamen

“Du skal bevæge dig og komme i kontakt med din krop, Tante!” sagde alle de kloge og dertil uddannede, jeg har indhyllet i min evige søgen efter en eller anden form for hurra-følelse over egen tilværelse. Jeg ved, at de har ret. Fuck nu, om jeg har en ekstra tumling (eller fire) på kroppen i form af fedt forårsaget af Kinder Maxi King, Crispy Chicken og andet sukkerholdigt, himmelsk stads med amerikanske navne. Det er jeg egentlig ret ligeglad med, for jeg er helt objektivt pissefucking lækker og har en fest, når jeg ser mig selv nøgen. Det handler mere om det faktum, at det måske kunne give mig en form for indbildt ro og connection med mig selv sådan helt fordybelses-mæssigt, for ærligt talt har jeg ikke haft en reel, indre samtale med mig selv siden dengang, jeg gik med gennemsigtige D&G-bluser (hvilket i øvrtigt var samme tidspunkt hvorpå jeg indså, hvor fucking nice, det er at have sådan nogle bryster). Noget måtte der til. Noget bevægelse.

Lykken var lysegrøn (eller hvad det nu hedder), men det var fandeme svært at finde rette tortur-hylde, når jeg ejer denne helt specielle og virkelig dybe foragt for alt, der så meget som minder mig om at blive forpustet. Jeg prøvede TRX, men førnævnte bryster var hele tiden i vejen, og jeg blev koralrød i ansigtet. Jeg prøvede zumba, men der lugtede helt ærligt lidt for meget af dame-fisse. I ved, den der sødlige lugt, der også er, når man går ind på et toilet lige efter en kvinde med denim-bukserne lidt for langt oppe i kammeret? You get my drift.

Som meeeeget gamle læsere ved, så har jeg før prøvet kræfter med yoga. Jeg var ikke just fan dengang, men tænkte, at både jeg og helse-verdenen trods alt er blevet ældre siden. Så jeg meldte mig til. Og skyd mig som et klynkende curlingbarn; jeg elskede det. Jeg kunne være med, instruktøren var rar og tilpas zen i sit udtryk helt uden at være messende og hellig. Jeg var fucking solgt.

Men lykken var kortvarig. Ser I, når man som jeg ikke ønsker at komme alt for tæt på andre mennesker, og derfor vælger et ikke-myldretids-agtigt hold, så kommer man uomtvisteligt til at opleve det, der inevitabelt (det er et ord, ja) altid sker ved middagstid på en hverdag: pensionisterne kommer. Og med dem kom hostedamen. En kost, som hvert andet minut var ved at omkomme i eget savl, og som derfor hostede et så langsomt, øresønderrivende, lykkefrarøvende og sjæletvistende host, at man oprigtigt var i tvivl om hvorvidt hun mon nåede at få ilt nok imens. Hvert. Andet. Minut. Hver gang, der var en ny stilling. Hver gang, hun skulle have noget vand. Hver gang, vi skulle “trække vejret dybt”. Jeg prøvede at ignorere hende, venner. Det gjorde jeg virkelig. Flere gange. Faktisk var jeg så opsat på det, at jeg prøvede hele fem gange, men jeg kunne ikke. Hun stjal min chi. Nu er jeg nødt til at lege slangemenneske i egen stue, og lad mig være ærlig: Her er jeg sgu for tæt på kakaotoppene. Cunt.

fullsizeoutput_db7

Advertisements

Reunion

Kan I huske dengang, jeg var en ulykkelig idiot helt alene i udlandet? Da jeg var helt forvirret, fortvivlet og forstuvet og bare fucking gerne ville eje en gennemsigtig paraply; missionen, som nægtede at lade sig lykkes?

Men fare for at jinxe og begå regulær hybris, så har jeg fundet en. En gennemsigtig paraply, venner. Et vidunder. Et mirakel. Den stod pludselig lige der, som jeg stod i kø og skulle betale for en opladerledning (fordi jeg er typen, der hiver i ledningen, når jeg skal tage min telefon ud af opladeren, og derfor går igennem omtrent halvfjerds ledninger om året (en eller anden, forær mig lige sådan et grimt dyr)), og så var den der. Gemt bag ungarbejderen, som virkelig gjorde sit bedste for at se overbærende og tålmodigt på rosinen, der meeeget langsomt pakkede sine varer i sit plettede net og dermed spærrede den eneste åbne kasse. Der VAR den. Er dette lykke? Jeg tror det. Tænk, at man sådan kan finde ægte glæde på ryggen af en Flyvende Tiger.

Mig med paraply:

fullsizeoutput_db2

Man undres

  • Hvorfor ser ‘undres’ så underligt ud på skrift?
  • Bruger nogen nogensinde snorene på en sweatshirt/hoodie til det formål, de blev lavet til (altså til andet end at gennemsavle i bussen, forstås)?
  • Har du nogensinde tænkt på, at ordet ‘eksklusivt’ er det modsatte af ‘inklusivt’? Altså betyder det ord, som vi forbinder med noget luksusagtigt og lækkert, i virkeligheden kun luksus og lækkert, fordi det ekskluderer nogle andre mennesker? #conspiracy
  • Hvorfor er det kun sorte sokker, der laver tålakrids? Er det i øvrigt det klammeste ord i verden? Findes der nogen, som ikke synes, at tålakrids som koncept er det klammeste i verden? Det er jo for fanden så klamt, at ikke engang sokken, det kom fra, vil beholde det. Føj for helvede.
  • Hvorfor kan min pizzamand genkende min stemme i telefonen?
  • Hvornår bliver det igen lovligt at svare “Tillykke” helt tørt, når nogen siger noget, man oprigtigt ikke kunne være mere skindragende ligeglad med? Jeg føler nemlig, at “spurgt?” har gået sin sejrsgang, og det andet må da efterhånden komme på mode igen, ikke? Retro og alt det.
  • Hvorfor vil min kat kun elske mig, når jeg skal enten akut på toilettet eller til at skrive et blogindlæg?
  • Hvorfor er catcalling stadig en ting? Sådan helt oprigtigt? Har det noooogensinde virket?

fullsizeoutput_d33.jpeg

 

 

Ad Interim

Der er sket fem ting i denne uge:

  • Jeg har haft tømmermænd, fordi jeg drak en tår øl. En. Som i tallet inden to. En tår øl. Er det her “voksen”? Er det her resten af mit liv?
  • Jeg har to fag om mandagen. Det ene fag var aflyst. Jeg havde fri i mandags.
  • Min kat har spist min ene glimmersok. Hvordan? Jeg har ingen fucking ide. Den kat er som en levende skraldespand med selvkørende (dog skånsom) kompostfunktion, for fandeme, om der ikke kom en glimmersok ud igen. Ja, det går stærkt på Vestegnen. Livet er vildt her.
  • Mine overboer er vist ved at gå fra hinanden. Det betyder, at den kvindelige del af forholdet nu har tilføjet “moralsk support” til listen over mine titler, jeg ikke ønskede mig, og hun skriver til mig en gang i timen. Også om natten.
  • Det tog mig 10 år i folkeskolen, 3 år i gymnasiet og 2,5 år på uni, men NU har jeg fandeme også fundet ud af, at Word har en funktion, som automatisk opdaterer ens indholdsfortegnelse. Jeg er en komplet idiot jo.

Så: alt i alt en hæsblæsende uge. Har jeres været lige så Februar: Årets Tirsdag-agtig? Jeg har fandeme kedet mig selv ihjel at this point, men det er vist meget sundt. Derfor:

Lykke

Jeg er nødt til at være ærlig. Siden sidst er der ikke sket noget. Lige bortset fra det faktum, at jeg har opdaget noget, der decideret forandrer min hverdag markant til det bedre. Jeg synger kanon med fuglenes kvidren og kunne fucking lykkes med en surdej lige nu – så glad er jeg. Jeg står med glæde op 05.45 for at nå mit tog (kunne jeg tage det en halv time senere? Ja. Tager jeg det tidligste for at undgå mennesker? Også ja). Overskuddet vil ingen ende tage, og det er udelukkende takket være den del af min opmærksomhed, som for nyligt faldt på vidunderet: pikant-ost.

“Skriver hun et indlæg om fucking smøreost med krydderurter?”, spørger I. Og ja, det gør jeg, for jeg elsker det så højt, at jeg snildt kunne undvære Nutella for evigt, hvis jeg bare har pikant-ost. There. I said it.

Fucking velkommen tilbage.

fullsizeoutput_d22

Jeg, en borderline imbecil

Jeg kan ofte blive forundret over hvordan det i det hele taget er lykkedes mig engang at blive undfanget. Jeg finder nemlig tit mig selv i diverse situationer som jeg simpelthen ikke tror sker for normalt fungerende. Det er for eksempel når jeg:

  • Bliver kvalt i mit eget savl. Ikke krummer, ikke et stykke af en nød, nej. Mit eget fucking savl, som jeg selv har produceret. Det er sgu da også op ad bakke når selv ens egne kropsvæsker går imod en.
  • Siger ting, som jeg virkelig bare fucking skulle lukke røven med. Jeg er, uden sammenligning, det mest akavede menneske jeg kender, og jeg kan derfor ofte sige hej til mig selv i en situation hvor både jeg og alle de andre deltagere i samtalen hellere ville bade i salmiakspiritus efter en slem solskoldning end at fortsætte.
  • Bilder en dame i bussen ind at jeg har et meget lille, misfarvet høreapparat fordi hun påpeger at der sidder noget ørevoks i mit øre. Hvem helvede gør også det? Til et fremmed menneske? Nå, hun troede åbenbart på det med høreapparatet. Hun undskyldte i hvert fald vildt og voldsomt, og jeg har hende mistænkt for endda at stå af for tidligt for at slippe for at sidde ved siden af mig længere.
  • For femogtyvende gang på en uge samler de hullede strømpebukser op, konstaterer at de har huller og smider dem samme sted igen. #nuffsaid
  • Er nødt til at google hvordan man staver ‘borderline’, fordi jeg stadig ikke forstår hvorfor det ikke er boarderline.
  • For eksempel er i sommerhus ude på landet. Derude hvor intet har åbent efter 13 på hverdage, og hvor kun købmandens bager har åbent om lørdagen. Jeg havde været så ekstremt betænksom på egne vegne og havde glemt mine allergipiller derhjemme. Jeg gik derfor rundt i hvad der føltes som fyrretyve dage og nætter med hævede øjne, løbende næse og vejrtrækningsbesvær så snart jeg nåede op over 2 km/t.
    Da vi var i gang med at pakke sammen på sidstedagen, råbte mr. Man inde fra soveværelset: “Hvad er alnok?”… Spoiler alert: det er mine allergipiller.

… Må man i det hele taget stadig sige “imbecil”?

Skærmbillede 2017-08-04 kl. 22.59.36.png