Ordet parcelhus har altid ringet den helt forkerte klokke i mit hoved. Som et barn med angst for ost, fordi det lige er blevet fortalt det med, at en ost kan bevæge sig, hvis bare den besluttede sig. Jeg bliver mentalt kvalt af tanken om gule mursten og 9-16 og energimærker på vaskemaskiner og lønsikring og fucking renteomlægning. Jeg føler mig fornuft-forpustet på forhånd, når mr. Man nævner noget om pension og vandlåse (i hver sin samtale, bevares).
Jeg er røvfuckingbange for forudsigelighed. Jeg vil hellere lytte til et helt Grease-soundtrack indsunget af Karen Thisted akkompagneret af en vuvuzela end jeg vil lægge en 30-års-plan (eller femårsplan, for den sags skyld) og plante en ligusterhæk. Tanken om at skulle planlægge hvornår man skal holde ferie et år i forvejen, men ikke hvorhen, hvordan eller hvorfor, får min bækkenbund, nakkehvirvler og mellemgulv til simultant at snøre sig sammen og igangsætte en både fysisk og mental følelse, der mest af alt kan beskrives som værende afsky.
Så hvad gør man, når man ikke er fra Novembervej, men derimod fra en svalegangs-lejlighed med matte ruder både i hjemmet og i kuverterne, hvor Fogeden var en fast penneven, når der pludselig står et helt almindeligt liv og hamrer på opgangsdøren? Hvor helvede kan man få hjælp, når sikker base og stabil økonomi er alt andet end ens safe-words? Køber man bare den røvsyge sofa og matchende havehandsker? Indser man, at man jo ikke kan gøre oprør mod sit eget sikkerhedsnet og investerer i (Gud forbyde det) et sæt Montana-reoler? Er det påkrævet at anlægge sig en smart korthårsfrisure og udelukkende gå i sko med meget lave kilehæle (med åndbar sål, naturligvis. Ergonomisk korrekt)? Vær lige ærlige: Er jeg nødt til at begynde at gå med undertrøje under søde bluser over ubehagelige habitbukser?
Hjælp.
