Frelse

Jeg skulle aldrig have fået at vide hvad det kunne være. Jeg skulle aldrig have været mødt med det bekymrede ansigtsudtryk, den overbærende tone eller de påpasselige ord. Der skulle aldrig have været en opfølgende kontroltid to uger efter og helt uden nogen former for beroligen. Ingen skulle have sået det frø. Jeg skulle aldrig have kendt til det, der ikke engang skulle have været formuleret som en mistanke til at starte med.

Jeg skulle have haft fået (wow, sætningsknude) det oplagte, komisk ufarlige og nærmest latterligt simple serveret uden viden om risiko om celleforandringer og mistanker. De skulle have fortalt mig om fredelige bivirkninger af min medicin (som jeg tager grundet de fem andre ting, jeg fejler). De skulle have nævnt allergi overfor tandpasta, for så havde jeg blot grinet over den tragikomiske og røvsygt kedelige tilføjelse til min liste over ting, jeg skal holde mig fra, hvis jeg ikke ønsker mig moderat ubehag.

Sådan skulle det have været. Sådan bør det have været.

For det viste sig, at der slet ikke var nogen grund til at nævne kræft.

Folk jeg hader #10

Tag på en rejse tilbage gennem mine frustrationer her: Folk jeg hader #9

‘Had’ er et stærkt ord. Det er jeg klar over. Det er dog sådan, at det tilfældigvis også er både en egenskab og en følelse, jeg i særdeleshed besidder. Ser I, jeg halv-røver (half-assed er bedre, men syntes, det lød så sjovt) ikke noget. Enten er jeg helt oppe at ringe på en sky af flødeskum og jordbærsyltetøj (den slags i Rasmus Klump-indpakningen, så der ikke er klumper, naturlivis. Er jo et spædbarn), eller også er jeg så edderspændt hysterisk rasende og boblende af afsky, at jeg kun ser sorte, slimede skyer med brun, sjappet slud i (ikke sne. Jeg elsker sne). Dette afspejler sig både i mit forhold til ting og begivenheder, men i abnorm grad især også til mennesker. Så her er den nuværende liste:

  • Langt de fleste rige, hvide, midaldrende mænd. Der er undtagelser, men som udgangspunkt mener jeg, at de alle fortjener et års ophold på en kostskole kun med kvindelige lærere og uden rødt kød (medmindre det er så gennemstegt, at det er gråt og de græder), så de kan få noget fucking pli og almen respekt.
  • Den smatkasse af en hampefrøtype-mor, der forleden sagde “Pas på, så damen kan komme forbi!” til sit barn. Damen? DAMEN? Jeg handler ind i mit lyserøde nattøj med hundehvalpe på, og mit indkøb består af ostehaps og Petit Danone. HVEM siger “damen” uironisk? Sæt dig ned, savlskovl.
  • Folk der siger “Jeg har en aftale med kaninerne. De spiser ikke min mad og jeg spiser ikke deres”, mens de griner som stukne grise ved fodringstid. Her er dit lod i Hjertekarsygdoms-lotteriet, spaderoulade. Værsågod.
  • Det ENE barn, der i skrivende stund er i Mr. Mans familie. Ganske vist er det ikke direkte den seksåriges skyld, at hun er en omvandrende kilde til ren frustration, og derfor hader jeg faktisk hans familie endnu mere end hende, for hun er fucking aktivt midtpunkt på den usunde klinge. Når afkommet har et stykke legetøj, der er nyt, skal samtlige 30 mennesker sidde og uh’e og ah’e over hvor vidunderligt, det er. Ikke bare en gang. Tredive gange. Alle forguder hende så meget, at der I HALVANDEN TIME ikke var en eneste, der sagde, at hun skule lade være med at røre isterninger rundt i sit glas. Sit ellers tomme glas. Med en metalske. Det lød som en kvartetsymfoni af skærebrændere, at gnide to stykker flamingo mod hinanden, smadrende glas og skoldkopper (don’t ask), og ingen så meget som foreslog, at snotungen kunne få en plastikkop i stedet. Jeg bad hende til sidst holde sin klamme kæft (eller noget i den stil) og er nu sat på barnets blacklist, hvilket ærligt talt behager mig noget så voldsomt.
  • Børn.
  • Min ene søsters kæreste, som er den der type, der har en kommentar til alt. Han er ikke det mindste interesseret i en diskussion, så han sidder bare tilbagelænet med armene over kors og smider (kun negative, selvfølgelig) inputs om sig som var de brødkrummer og han en røvhulsudgave af Hans. I den forbindelse får jeg en sygelig trang til at ære Halloween ved at gå fuld heks og indespærre kraftidioten i en brændeovn. Full circle og alt det.
  • Folk, der inviterer på flæskesteg, og så køber brun sovs på glas. Det er en fucking dødssynd og bør straffes med dagsbøder og ugentlige pisk med en hel tjørnehæk.

    74604716_2480969788677429_7802684305167089664_n

Redningskranse

Jeg laver lister. Når jeg er glad, vred, trist eller følelsesløs, så laver jeg lister. Jeg ved ikke hvilken af førnævnte, jeg er lige nu, men her er en over ting, der holder mig nogenlunde ovenvande, for det har jeg fucking brug for i disse dage:

  • Isterninger. No further questions.
  • At det hver dag bliver en lillebitte smule mere acceptabelt at sige “fuck”.
  • Kryds-og-tværs. Er jo 80.
  • Bagedysten. Mit ego lever højt på belærende at prædike “selvfølgelig skiller moussen sgu da, hvis fløden er for kold, din prætentiøse personificering af alle fordomme om en afdanket hjemkundskabslærer. Din kage er pikkegrim og din pynt er knækket, fordi du er elendig, snotkost”. Derefter hygger jeg mig med at sige “Ja, selvfølgelig vinder du sgu da”, når selvsamme snotkost får mesterbagertitlen. Jeg slår enhver, der så meget som mumler “men sagde du ikke lige før, at …?”. Med en våd kryds-og-tværs, selvfølgelig.
  • At dyr eksisterer.
  • At møde en Quality Street, hvor alle de gode stadig er der. Er stadig 80.
  • At den røde Matilde Kakao er tilbage. Det var mit shit i folkeskolen og smager gigantisk meget bedre end sin sørgelige fætter af en skummetmælksundskyldning. Jo, det gør.

72725346_2391678161105482_5298317273193250816_n.jpg

 

Stød(tand)

Der var et pludseligt ophold i rutine-undersøgelsen, men ingen nævnte kræft.

Hun bad mig række tunge, og det plejer hun ikke, men ingen nævnte kræft.

Hun spurgte ind til min medicin og nævnte noget med bivirkninger, men ingen nævnte kræft.

Jeg jokede om, at jeg var bange for, at jeg ville få dårlige nyheder, for det gør jeg altid, når det kommer fra tandlæger. Hun svarede (nervøst leende) “Nej nej, operationen er i hvert fald gået som den skal!”, men ingen nævnte kræft.

Der blev tilkaldt en overordnet, men ingen nævnte kræft.

Der blev konsulteret med en ekspert, men ingen nævnte kræft.

Hun havde pludselig så travlt og alt var så vigtigt, at jeg ikke fik kvitteringen med, selvom ingen havde nævnt kræft.

Hun lagde armen om min skulder i stedet for det normale håndtryk, da jeg gik, men ingen nævnte kræft.

Telefonen ringede og jeg fik en tid til kontrol om to måneder, men ingen nævnte kræft.

Jeg nævnte henkastet, at jeg i nogle måneder havde oplevet, at alt smagte anderledes, og jeg fik en tid om tre uger i stedet, men ingen nævnte kræft.

Nogen nævnte biopsi, men ingen nævnte kræft.

Jeg spurgte om jeg skulle være bekymret og fik et svar, der lignede “Der er altså stadig sandsynlighed for, at det bare er (indsæt mindre bagatel)”, men ingen nævnte kræft.

Jeg er kun 23, så ingen nævnte kræft.

Min sygeplejerskeuddannede søster, der arbejder på en onkologisk afdeling, beroligede mig (tydeligt påtaget) fattet med, at det kan være tusindvis af ting, men hun fik tårer i øjnene og en synlig klump i halsen, da jeg nævnte kræft.

Der er nu en kæmpemæssig elefant i alle rum, jeg træder ind i. Alle sundhedsprofessionelle gør sig meget umage for ikke at sige for meget. Alle i rummet ved hvad de lister så forsigtigt rundt om. Jeg ved hvad de lister rundt om.

Jeg venter bare på, at nogen nævner kræft.

Dekadekonsultation

I 2009 var jeg 13. Mine fødder var solidt plantet i ottende klasse som var de g-star-buksekanter stoppet nøjsomt ned i mine Hummelstrømper, der altid vendte den rigtige vej, så man kunne se pilene. Jeg havde sat en tokrone i hvert af mine Reeboksnørrebånd og følte mig noget så komplet og sammensat på den gode, poppede måde, når jeg hver morgen satte extensions (købt i en kældersalon tæt på Istedgade, naturligvis. Var intet hvis ikke autentisk) i mit kulsorte hår.

Hvis jeg kunne sende en brevkrage (har en stærk aversion mod duer. Drømte engang, at jeg ikke kunne tale, men derimod kun sige due-lyden. Fucking gys) til mit gråbrune, lidt mudrede (det var viiiiirkelig aldrig den rigtige farve foundation) tidligere jeg, ville jeg ikke overdynge hende (mig?) med det gængse vognlæs “Elsk dig selv og være ligeglad, for de andres mening tæller ikke”-pis, for jeg var allerede dengang ret solidt forankret i misantropi og generelt ret “fuck det” i det. Jeg kunne heller ikke drømme om at overlevere Lottotal (som om). Klichéer er misbrug af muligheden, synes jeg.

Jeg var et meget ængsteligt barn (surprise), så det skulle ikke være alt for “Det bliver hårdt, men du kommer igennem det”, for så ville det for alvor sætte gang i min frygt for alt det uvisse, der bare så meget som minder om noget fremtid. Brevet skulle være nogenlunde kort, præcist og (naturligvis) i punktform (var en sucker allerede dengang). Men hvad skulle der stå? Hvad ville du skrive til ti år yngre dig?

Kladde 1:

  • Du kommer ikke til at kunne lide oliven, så stop med at bruge energi på det. Stop i øvrigt også med at kæmpe imod din kærlighed til cheeseburgere. Du kan alligevel ikke vinde. Det er en Goliat-ting, men du er Goliat. Cheeseburgere er også det fucking vildeste i 2019, forresten.
  • Husk ALTID at tisse efter sex (havde ikke det der ligner kropsligt samkvem som 13-årig, men ti år er lang tid).
  • Din mor har ret 99% af tiden. Jo, hun har. Jo. Hold kæft.
  • Både du og jeg ved godt, at du ikke ved en skid om noget som helst, men bare bliv ved med at lade som om. Det kan noget.
  • Det er ikke laktose, du ikke kan tåle. Det er al den beige, relativt uidentificerbare og urelativt (er det et ord?) ostedruknede mad, du spiser. Og Lambrusco (bare stol på mig på den her). Og laktose.
  • Brug cykelshorts mod chub-rub.
  • Tag dig lige sammen og slå ordentligt op med ham. En SMS er ikke okay, selvom I kun har haft random snaveaftaler og light petting i to uger. Det er heller ikke okay, når du gør det samme igen om en måned (jo, du gør). Han kommer trods alt til at ændre dit forhold til mintpastiller (don’t ask).
  • Og endelig (lidt fløde skal der være. Vi kan ikke gå full vegan på tidsrejse, venner): Din far skrev en konfirmationssang til dig, da han indså, at han ikke ville komme til at opleve 2009. Din onkel giver dig den. Gem den og pas godt på den. Din kommer til at være det sidste eksemplar.
  • Bare rolig. Du forelsker dig i livet igen en dag.

 

Sporadisk

Jeg kan godt se jer. At I stadig er derude som en kompakt, solid hær af support. At I stadig kigger med, selvom der nu ikke har været nogen former for nyt indhold i et halvt år. Det gør mig lige dele glad og præstationsangst. For hvad fanden gør jeg, hvis mine ord forsvandt sammen med vinterdepressionen og den dårlige samvittighed? Hvad fanden gør jeg, hvis den kommer igen? Hvad gør jeg, hvis den ikke kommer igen?

I virkeligheden vil jeg gerne bare skrive noget til jer. For jer. For mig. Jeg vil gerne skrive om, at jeg gik hen til en fremmed kvinde og fortalte hende, at hun håndterede sit barns skrigen virkelig godt. At hun begyndte at græde af glæde. Jeg vil gerne fortælle jer om, at jeg til en familiesammenkomst i mr. mans familie fik nok af tre rige, hvide, midaldrende mænd, der i flere timer gjorde grin med kvinder, transkønnede og “svage mænd”. At jeg til sidst rejste mig op og råbte af dem. At de til sidst skammede sig som tre 10-årige, der var blevet taget i at stjæle ormebefængte æbler. Jeg vil gerne fortælle jer om, at jeg for helvede er blevet fuldkomment og altoverskyggende forelsket i yoga (derhjemme, forstås. Skal stadig ikke fucke med det der hold-noget). Jeg vil gerne fortælle om, at jeg i sidste uge begyndte at græde af glæde, fordi min kat, der for halvandet år siden ikke turde blive rørt af nogen, er begyndt at sove lige ved min pande på min hovedpude og lægge sig i mit skød når jeg læser. Men jeg har ikke gjort det før nu.

Jeg vil gerne fortælle om følelsen af at læse mine egne 18-årige ord og føle at de er en menneskealder siden (jeg ved godt, at jeg kun er en dugfrisk vårhare, og at fem år ikke er meget i det lange løb, men i det korte er de enorme). At min teenageaggressioner nu nærmere tager form som en slags frustreret strøm af ungvoksen-eftertanke, men at også den skal have afløb, så jeg ikke ender med en dom for selvtægt. Jeg vil gerne fortælle jer, at jeg faktisk er røvbange for, at I skrider, fordi jeg ikke er 18. At det er derfor, jeg intet har skrevet. Så derfor gør jeg det nu.

Jeg vil egentlig bare fucking gerne fortælle jer lidt om mig. Er dette indlæg lidt (meget) selvsmagende? ja. Men så må I sgu blive, jer, der orker (tak).

Nama-fucking-ste

71469045_2386306461635629_3058826260252721152_n.jpg

 

 

Hostedamen

“Du skal bevæge dig og komme i kontakt med din krop, Tante!” sagde alle de kloge og dertil uddannede, jeg har indhyllet i min evige søgen efter en eller anden form for hurra-følelse over egen tilværelse. Jeg ved, at de har ret. Fuck nu, om jeg har en ekstra tumling (eller fire) på kroppen i form af fedt forårsaget af Kinder Maxi King, Crispy Chicken og andet sukkerholdigt, himmelsk stads med amerikanske navne. Det er jeg egentlig ret ligeglad med, for jeg er helt objektivt pissefucking lækker og har en fest, når jeg ser mig selv nøgen. Det handler mere om det faktum, at det måske kunne give mig en form for indbildt ro og connection med mig selv sådan helt fordybelses-mæssigt, for ærligt talt har jeg ikke haft en reel, indre samtale med mig selv siden dengang, jeg gik med gennemsigtige D&G-bluser (hvilket i øvrtigt var samme tidspunkt hvorpå jeg indså, hvor fucking nice, det er at have sådan nogle bryster). Noget måtte der til. Noget bevægelse.

Lykken var lysegrøn (eller hvad det nu hedder), men det var fandeme svært at finde rette tortur-hylde, når jeg ejer denne helt specielle og virkelig dybe foragt for alt, der så meget som minder mig om at blive forpustet. Jeg prøvede TRX, men førnævnte bryster var hele tiden i vejen, og jeg blev koralrød i ansigtet. Jeg prøvede zumba, men der lugtede helt ærligt lidt for meget af dame-fisse. I ved, den der sødlige lugt, der også er, når man går ind på et toilet lige efter en kvinde med denim-bukserne lidt for langt oppe i kammeret? You get my drift.

Som meeeeget gamle læsere ved, så har jeg før prøvet kræfter med yoga. Jeg var ikke just fan dengang, men tænkte, at både jeg og helse-verdenen trods alt er blevet ældre siden. Så jeg meldte mig til. Og skyd mig som et klynkende curlingbarn; jeg elskede det. Jeg kunne være med, instruktøren var rar og tilpas zen i sit udtryk helt uden at være messende og hellig. Jeg var fucking solgt.

Men lykken var kortvarig. Ser I, når man som jeg ikke ønsker at komme alt for tæt på andre mennesker, og derfor vælger et ikke-myldretids-agtigt hold, så kommer man uomtvisteligt til at opleve det, der inevitabelt (det er et ord, ja) altid sker ved middagstid på en hverdag: pensionisterne kommer. Og med dem kom hostedamen. En kost, som hvert andet minut var ved at omkomme i eget savl, og som derfor hostede et så langsomt, øresønderrivende, lykkefrarøvende og sjæletvistende host, at man oprigtigt var i tvivl om hvorvidt hun mon nåede at få ilt nok imens. Hvert. Andet. Minut. Hver gang, der var en ny stilling. Hver gang, hun skulle have noget vand. Hver gang, vi skulle “trække vejret dybt”. Jeg prøvede at ignorere hende, venner. Det gjorde jeg virkelig. Flere gange. Faktisk var jeg så opsat på det, at jeg prøvede hele fem gange, men jeg kunne ikke. Hun stjal min chi. Nu er jeg nødt til at lege slangemenneske i egen stue, og lad mig være ærlig: Her er jeg sgu for tæt på kakaotoppene. Cunt.

fullsizeoutput_db7