Folk jeg hader #7

“Jeg kan ikke skrive sådan et igen. Det har jeg jo lige fucking gjort,” sagde jeg til mig selv, og var enig, indtil det gik op for mig at omtalte indlæg (altså #6 i rækken) blev udgivet for en måned siden. Så er det sgu da ikke så underligt at jeg har bandeabstinenser. De er jo tydeligvis blevet fremprovokeret af manglende outlet for frustration over de utallige direkte usympatiske tiltag, jeg møder i min hverdag. Let’s get to it, shall we(?):

• Folk, der siger ting som futsko, guf eller – gud for(fucking)byde det – mavse. Jeg kan ikke tage det seriøst. Ikke engang når det bliver sagt til børn. Det giver mig pædofili-vibes. Generelt fatter jeg ikke det med at give ting kælenavne. Medmindre der er tale om egenavne til helt bestemte genstande. Jeg er selv indehaver af en plante ved navn Søren. Det er noget helt andet. Jo, det er. Hold så kæft.
• Mænd, der føler at de er i deres bedste ret til at kalde mig frøken. Luk røven, Thorkild. Du aner ikke en skid om mig. Jeg er så lidt frøken, at det kan tælles på -1 hænder. Det er så ekstremt nedladende. Det skete engang, at en sælger henvendte sig til Mr. Man og sagde “ja, frøk’nen derovre har vel bare at finde sig i din beslutning, når det gælder mandeting som TV”, mens han skulede hen til mig. UNDSKYLD, HVAD? ER DU KLAR OVER AT JEG FUCKING BETALER HALVDELEN AF DEN LORTEKASSE? Vi købte sjovt nok ikke et fjernsyn af ham.
• … Og nu vi er i den boldgade, så vil jeg gerne sende et helt særligt skud ud (altså et rigtigt skud. Med patroner eller hagl eller whatever) til de mænd som mener, at det er det sjoveste i verden at proklamere at kvinder hører til i køkkenet. Det er omtrent lige så charmerende som makrelånde og hentehår.
• Den gigantcunt, som brændte mig af, da hun skulle købe et par sko af mig. Hvem har samvittighed til den slags? Jeg havde brugt hele morgenen på at forberede mig mentalt på at skulle interagere med et fremmed menneske, og så kommer skøgen ikke! Stening og vandtortur med urin til sådanne individer, tak.
• Den upassende selvudleverende, klamme, k-poptilbedende kummefryser af en slamskøge, som ikke fattede, at jeg ikke orkede at lytte til hendes lort hele vejen hjem i toget. Det var min egen fejl  –  jeg kom til at fortælle hende hvilket tog, jeg skulle med hjem fra studie. Og der begyndte så den længste eftermiddag i mit liv. Det hele startede da hun spurgte mig, om ikke jeg ville se hendes nye profilbillede på Facebook (okay, hvem helvede spørger også om det?), hvortil jeg svarede “du viser mig det sikkert selvom jeg siger nej, gør du ikke?”. Og “jo,” svarede hun grinende (hun opfattede tydeligvis ikke den truende tone, men troede derimod at jeg havde gang i lidt venligt drilleri. Hun kender mig ikke), mens hun glad viste mig et billede, som hun utvivlsomt ønskede min reaktion på. Jeg endte imidlertid med at svare “det ligner dig ikke”, fordi jeg så håbede på at hun ville lukke røven. Men nej. Det ledte hende derimod ind i en ny monolog om at hendes mor mente, at hun mere lignede sin far end nogen anden. Og bla, bla og fucking bla i en hel time. Måske skulle jeg dedikere et helt indlæg til hende, for hold nu fucking kæft, der er ikke det, jeg nu ikke ved om hende.
• Folk som har androidtelefoner og sender snaps med deres klamme efterlignings-emojis. Stop. Den græder ikke af grin. Den græder fordi den aldrig blev til noget. Og sådan er det.

Advertisements

Wuhuu

Normalt holder jeg virkelig af at bande ad, over og til folk, men i den tid, jeg går igennem lige nu, har jeg seriøst brug for noget positivitet. Derfor har jeg dedikeret et indlæg til de ting og mennesker, som jeg synes fortjener et fucking tamburkorps løbende efter sig med inspirerende musik hele dagen, og en hat hvor der står “fuck ja sgu da”. Okay, den reevaluerede jeg lige. Jeg vil gerne lave det om til, at de fortjener en stille ferie på en afsides, børnefri ø, hvor de kan sippe drinks og høre Podcasts. Stadig med hatten. Ja, for hvis jeg havde et tamburkorps efter mig hele tiden, ville jeg fandeme ende med at skyde ørerne af mig selv. Nå, nej, tilbage til den glade liste:

• Den cirka 70-årige mand, der gik i Rema uden sko på, købte mælkesnitter og toiletrens, og derefter spankulerede ud til sin rødprikkede cykel og kørte mod solnedgangen. Jeg forestiller mig at han bor i et træ med sin kone, og at de skal holde en fucking fest med den toiletrens. #vestegnen
• Den modne herre, som bad den anden herre, som havde råbt ind i sin telefon på tyrkisk et par minutter i stillezonen (I ved, hvordan jeg har det med den slags), om at lukke røven eller skride. You fucking go, Glen Coco. Det der med at jeg selv var for tenderende til indtørret vatpik til at sige noget, taler vi ikke om.
• Fucking ost, altså. Specielt den smeltede slags.
• Min mor. Hun er alt for fucking sej. Meget af det, der sker i mit liv lige nu, handler om hende, men hun formår alligevel at være der for mig når jeg ringer og græder, fordi jeg ikke tør ringe til min forsikring og opsige den.
• De der mennesker fra Sommerbird og deslige, som bruger deres vagt i Magasin på at dele chokolader ud. Fucking vigtigt arbejde, altså.
• Den (virkelig) gamle dame, som brugte 5 minutter på at fortælle Mr. Man hvor godt et menneske, han er, fordi han havde hjulet hende med at finde den øl, hendes mand kunne lide, i Føtex.
• Alle jer, som aldrig påpeger, at jeg fucking ikke kan sætte ordentlige kommaer. Fucking tak, altså.
• Den altædende afløbsrens, jeg har fundet. Man må ikke røre den, for så falder ens fingre af, og man får miltbrand hvis man indånder dampene, men hold kæft, den er effektiv. Og tjekkisk, vistnok.

Tabte indlæg

Jeg bruger virkelig meget tid på at sidde midt i mine egne tanker for tiden. Det er ikke nødvendigvis sundt for sådan en som mig, der let kan komme til at forsvinde til et mere passende sted, hvor folk ikke kigger på mig som var jeg spedalsk, når jeg fejler i den simple disciplin, det er, at komme op på min cykel. Et sted hvor vandet er flydende ost, og hvor alle kan sætte perfekt nutids-r.

Hos mig sker der imidlertid det, når jeg ikke kan fordybe mig i noget meningsfyldt, at jeg begynder at skrive. Det resulterer i hundredevis af ideer til og begyndelser på lorteindlæg, som ingen gider læse, og som jeg aldrig gider skrive færdige (færdigt? Færdig? Fuck). For eksempel skete det, da jeg i går gik i gang med at skrive om de dårligste gaver, jeg nogensinde har fået. Det skete også da jeg, i et selvindsigtsfyldt øjeblik, besluttede mig for at dedikere et helt indlæg til det paradoksale faktum, at jeg ikke kan sætte komma. Det skete i allerhøjeste grad, da jeg overvejede at udgive et indlæg med kun “Fuck alt, jeg tager til Sibirien” skrevet, og så et billede af en hund med en sombrero på. Man kunne jo argumentere for at der er tale om decideret agurketid, men den hopper jeg ikke på, for det er jo ikke fordi, der ikke sker noget. Der sker faktisk for meget.

 

Midlertidigt manglende funktionalitet

Normalt binder jeg jer flotte ord om selvransagelse og jeg-skal-finde-mig-selv-realiseringer på ærmet når jeg ikke får skrevet nok. Denne gang handler det bare ikke om mig. Jeg trækker nemlig hverken “stikket ud”, er på detox eller deslige som en hver anden, mere fancy blogger ellers kunne hitte på at gøre det. Nej. Denne gang er alt sat til side. Der er meget alvorlig sygdom i min nærmeste familie, og al min tid, mit overskud og mine sparsomme positive tanker går dertil.

For er der en ting, jeg elsker mere end ordet ‘fuck’, mayo, at hade på gamle kællinger og i øvrigt alt andet på jorden, så er det min familie. Jeg håber at I kan undvære mig lidt endnu.

Kærlighed til jer.

Folk jeg hader #6

• Alle de snotgnaskende eksemplarer af menneskeligt afkom som ikke kan finde ud af at det ikke er alle der orker at blive skreget ind i øret fordi Frida altså har fundet en regnorm. Du behøver ikke grine-råbe det gennem hele fucking BonBonland, vel? Luk røven når de kvartvejskriseramte snakker.
• Alle som mener at det er noget opdigtet fis, det med at man kan få en kvartvejskrise. I’m living it, darling.
• Den hængepatindehavende smadderkasse af en skøgedåse som havde the audacity til at tørre resterne af sin sure fissekarma af på mig og sige “der findes jo andre end dig her i verden, lille ven” som svar på at jeg sagde “er det min etage? Nåh, nej, det er kun stuen” i elevatoren. Hvem helvede havde gnedet sit skridt op ad hendes slangeskindstaske? Undskyld at jeg stiller dig et retorisk spørgsmål, men jeg orker virkelig ikke at træde ud på den forkerte etage og ende ved det rynkenosse-befængte yogalokale. Ja, jeg var på et ældrecenter. Lad være med at spørge hvorfor. #nevergoingback
• Folk som føler at de er herskere af hele verden og derfor skriver en facebookopdatering (hvilket alle skal stoppe med. Nu. Ingen giver en fuck og ingen ser det udover mig) på gebrokkent syvendeklassesengelsk, men glemmer at sætte den højhellige smartphone på engelsksproget tastatur så Teksten Ender med At stå Sådan Her. Vi har gennemskuet dig, Klaus.
• Den talentløse PR-praktikant som havde skrevet noget i stil med “vil du føle dig som en ægte konge af verden? Deltag i konkurrencen og vind et King Card, som giver 20% på alt på Burger King”. Den må I selv ligge og slås med.
• Folk som “får noget ud af deres ferie”. Jamen så koncentrer dig dog om den grisefest, du ikke selv har betalt for, i stedet for at proklamere dit overskuds altoverskyggende tilstedeværelse overfor alle os fattigrøve som højst kan få lov at puste et badedyr op i stuen. Bitter? Mig? Ja sgu da.
• Alle som vover at kommentere med bare en snert af negativitet når de finder ud af at vores nye chromecast er blevet døbt Chrome Carsten.
• Folk som bliver sure over at blive kaldt snotskovl. Det er så sjælden en fornøjelse at det da næsten må ses som værende en kompliment.

Perspektiv

Det er lige gået op for mig at jeg ikke har set skyggen af en grøntsag i mindst en uge.

Klubben

Jeg er genert ad helvede til, og kan ikke tage imod ros på noget der bare minder om en nogenlunde anstændig facon om det så gjaldt mit liv. Det er en skidegod kombination, ja. Derfor kunne jeg heller ikke være i mig selv da jeg fandt ud af at fucking fantastiske og dygtige Karoline fra hvidkaffe læser med her. 

Så gik det op for mig at jeg har fået et par andre nye læsere også, og Hej til jer! Velkommen til klubben, sgu da! Jer kan jeg heller ikke helt håndtere, men jeg prøver da. Hvis det nogensinde sker at jeg rammer 100 følgere på bloglovin’, så skriver jeg sgu en personlig tak til hver og en, for den dag vinder jeg sikkert også i det lotto, jeg ikke spiller (“Hasard og mænd med måne skal man holde sig fra” siger min mor altid. Eller, det gør hun ikke, men det lyder da meget godt).

Jeg ville egentlig ikke så meget andet end at fortælle det. Og så at jeg i dag gik ned for at hamstre mælkesnitter på tilbud i netto (nægter at betale fuld pris for de glorificerede, flade roulader, som jeg næsten, på trods af deres fesne fremtoning, elsker mere end mit liv), men at der var fucking udsolgt og at jeg derfor endte med at købe for 53,5 kroner spotvarelort, som nu kigger misbilligende på mig fra køkkenbordet. Jeg er svag når det kommer til chokolade og bandeord, undskyld. 

Nå, jeg må tilbage til at være helt vildt ydmyg over at nogen gider læse det, jeg skriver, og samtidig dvæle lidt i storhedavanviddets lys mens jeg ryster i bukserne af ærefrygt.