Jeg, en borderline imbecil

Jeg kan ofte blive forundret over hvordan det i det hele taget er lykkedes mig engang at blive undfanget. Jeg finder nemlig tit mig selv i diverse situationer som jeg simpelthen ikke tror sker for normalt fungerende. Det er for eksempel når jeg:

• Bliver kvalt i mit eget savl. Ikke krummer, ikke et stykke af en nød, nej. Mit eget fucking savl, som jeg selv har produceret. Det er sgu da også op ad bakke når selv ens egne kropsvæsker går imod en.
• Siger ting, som jeg virkelig bare fucking skulle lukke røven med. Jeg er, uden sammenligning, det mest akavede menneske jeg kender, og jeg kan derfor ofte sige hej til mig selv i en situation hvor både jeg og alle de andre deltagere i samtalen hellere ville bade i salmiakspiritus efter en slem solskoldning end at fortsætte.
• Bilder en dame i bussen ind at jeg har et meget lille, misfarvet høreapparat fordi hun påpeger at der sidder noget ørevoks i mit øre. Hvem helvede gør også det? Til et fremmed menneske? Nå, hun troede åbenbart på det med høreapparatet. Hun undskyldte i hvert fald vildt og voldsomt, og jeg har hende mistænkt for endda at stå af for tidligt for at slippe for at sidde ved siden af mig længere.
• For femogtyvende gang på en uge samler de hullede strømpebukser op, konstaterer at de har huller og smider dem samme sted igen. #nuffsaid
• Er nødt til at google hvordan man staver ‘borderline’, fordi jeg stadig ikke forstår hvorfor det ikke er boarderline.
• For eksempel er i sommerhus ude på landet. Derude hvor intet har åbent efter 13 på hverdage, og hvor kun købmandens bager har åbent om lørdagen. Jeg havde været så ekstremt betænksom på egne vegne og havde glemt mine allergipiller derhjemme. Jeg gik derfor rundt i hvad der føltes som fyrretyve dage og nætter med hævede øjne, løbende næse og vejrtrækningsbesvær så snart jeg nåede op over 2 km/t.
  Da vi var i gang med at pakke sammen på sidstedagen, råbte mr. Man inde fra soveværelset: “Hvad er alnok?”… Spoiler alert: det er mine allergipiller.

… Må man i det hele taget stadig sige “imbecil”?

 

Advertisements

Folk jeg hader #9

Al begyndelse er svær. Ganske vist gjorde jeg heller ikke mig selv nogen tjeneste ved at proklamere sukker-detox dagen før semesterstart (ja, jeg er træt af at have det som en muggen leverpostej med madpakkefugtige ristede løg halvdelen af tiden, og jeg tænkte, at det vel var et sted at starte), og ganske vist gjorde DSB mig ikke en tjeneste ved at forsinke samtlige af mine toge, så det i stedet for en time tog 3 at komme hjem, men selvom jeg ved, at begyndelser er en balje med hvepsestik og klistrede fingre (altså pænt fucking øv), blev jeg som altid blæst overbord af, hvor hårdt det i det hele taget er at eksistere. Min 3 måneder lange sommerferie bød, som I ved, på et nyopdaget og nærmest (for mig) overmenneskeligt overskud og en vilje, jeg før har sukket lange, tunge suk efter. Overskuddet er ikke dødt, men jeg er simpelthen nødt til at fortælle jer hvor lort, det hele er (det der med, at alt, der kommer efter et ‘men’, det ikke gælder, den lægger vi lige fra os i dag, ikke?), for hold kæft, hvor er jeg ikke særligt overbærende i disse tider (surprise). Jeg er allerede ved at overveje, om jeg kan køre endnu et semester med et minimum af tilstedeværelse, og stadig bestå. Sagen er nemlig den, at mangel på sukker er det mindste af mine problemer, så her er en opremsning af eksistenser, jeg virkelig inderligt hader, og som fortjener altid at lugte en lille smule af spegepølse og kaffe ud af munden:

• Jeg har en underviser, som simpelthen ikke kan tale engelsk, men som alligevel af hvem-fanden-aner-hvilken fucking grund underviser i et engelsksproget fag. Det har resulteret i, at mine noter fra netop dette fag indtil videre består af “Nej. Nej nej nej. Neeeeeeej. Nope. Nein”. No shit.
• Jeg har stiftet bekendtskab med mine overboer, som åbenbart synes, at jeg skal udråbes til en blanding af ikon, coach og livsforbillede, og de mener derfor, at vi nu er bedste venner til det (for mig hidtil ukendte) punkt, hvor de vil kopiere min stue ned til så små detaljer, at der er blevet bedt om info om hvor tykt, mit spisebord er. Derudover ved jeg nu, hvad samtlige af begges (de er et par) familiemedlemmer arbejder med, hvad de hver især vejer, hvor ofte, de har sex, hvad de synes der er galt med hinanden og hvor meget de hader at bo her. Jeg spurgte ikke om noget af det, og havde en ukendt og hidtil fuldkommen uhørt trang til at sige “spurgt?”.
• Min kat. Og jo, hun er “folk”. Halvdelen af tiden hader hun mig, slæber lort og kattegrus med rundt i hele lejligheden, spiser mit hår og slås med mine ben om natten. Der hader jeg hende. Resten af tiden lægger hun sig lige ved mit ansigt og spinder, leger med papkasser, kommer løbende, når jeg får et (sjældent, heldigvis) angstanfald og er bare en kæmpe bold af hvidt flooff. Der hader jeg hende ikke.

Jeg vil meget gerne komme med flere, men faktisk er der ikke flere mennesker, jeg kan mindes at have hadet siden sidst. Det er en underlig følelse. Måske skal jeg endda til at lave lister over ting, jeg godt kan lide? Oh, ve.

(Jeg købte forresten koppen og elsker den højere end livet selv)

Mit state of mind for tiden:

Katharsis

Det startede med det her. Hvad der fulgte kan vist bedst beskrives som værende en purge af bekendtskaber. En filtrering af indflydelser. En fucking ransagelse af prioriteter. Jeg fjernede alt, der havde bare den mindste riskornlignende mængde af dårlige vibes (føj, for et ord, hva’?), bad mojo og dårligt humør fra mine feeds, min hverdag og mine tanker (så vidt som en OCD-ramt med hang til dvæling (det er ikke et ord) nu kan det). Jeg fik det bedre. Jeg var endda fucking glad.

Så kom den velkendte følelse af intethed. Den iskolde, gennemborende følelse af “nå”. Så blev jeg vred. Jeg troede fandeme, at jeg var færdig med at have det sådan, og så kommer det endda midt i hedebølge og glædestårer fra dem, der nyder deres pollenallergi (summertime sadness, anyone?). For mig er ligegyldigheden værre end depressionen. I depressionen kan jeg i det mindste mærke noget. I nå-fasen er jeg bare … numb.

At ligegyldighedens klamme lortefingre nusser mig på ryggen (hej, klammeste billedesprog nogensinde) plejer at gøre mig handlingslammet. Jeg kravler ind i min seng, deltager ikke i studiet overhovedet, spiser kun ting, der indeholder over 50% fedt og er generelt ikke optimal. Men i år, damer (og mænd, måske. Hvad fanden ved jeg. Velkommen til, hvis I er der), i år vil jeg ikke være med mere. Jeg vil gøre alt det, der står i min undervældende magt for, at jeg ikke ender i det kulsorte, altomsluttende mørke igen. I det mindste ikke lige så langt nede i det, som jeg plejer. Det er en krig, jeg skal starte. Det ved jeg. Den krig kommer til at indeholder masser af skriverier (nok primært lister, I ved) til jer, en masse Formel 1-hastighedsture ned og op, en masse kage (for man skal aldrig gå ned på kage) og en gigantisk fissefuld (høhø) af sarkasme, for ellers bliver det sgu uudholdeligt. Måske taber jeg den, krigen, men så har jeg i det mindste prøvet alt det, jeg overhovedet kunne.

Der er dømt fucking krig. Og jeg er fucking klar.

Jamen dog

Jeg VED godt, at I savner mig. Jeg VED godt, at jeres hverdag er trist og grå (og solskoldet) uden jeres aldrig-steady flow af mine ord, men jeg er simpelthen nødt til at fortælle jer, at der kommer til at være en længere pause, for der er nemlig sket det, at jeg er gået hen og blevet glad. Helt ind i knoglerne. Og den slags kan man jo ikke skrive om.

Vel?

Her, tag noget holden-i-hånden-agtig inspiration:

(Ps.: Vi ved alle sammen godt, at jeg snart får nok af al den glæde, og så ved vi også godt, at jeg kommer tilbage. Don’t miss me too hard. Jeg forudser agurketid i mit liv, og det betyder prime time på bloggen, så bare rolig. Det ER altså bare svært at være sur, når jeg lige har fået 10 i det der fag, som 40% dumper. Det ER det.)

Folk jeg hader #8

• Den midaldrende, klæbende, gammelstinkende, pågående nissefar med hvide fuger (som endnu ikke var blevet soya-farvede af den bagende sol til trods for 10 daglige timer ved poolen) i sit pensionistnegerfjæs (må man sige det?), der i sidste uge (på en ferie, vel at mærke) valgte mig som sin fortrolige. Han satte sig ved siden af mig til morgenmaden (forestil jer følelsen, man får, når nogen sætter sig på sædet lige ved siden af en, til trods for, at alle andre sæder er frie, og gang det med 100) på tredjedagen og berettede om sin “lille veninde, som ligger oppe på værelset og venter på spejlæg” og spurgte derefter: “Vil du ikke overtage mine liggestole? Der er jo betalt for dem, og vi rejser i morgen. Jaaeh, det ville du rigtigt blive glad for, ville du ikke?” mens han blinkede til mig og lagde hånden på min skulder. Jeg tror, det er en form for uudtalt og overset #metoo, og jeg tror oprigtigt ikke, han forsøgte at være klam, men hold kæft, hvor var han klam. Skide folkepensionister og deres charterferier.
• Folk, der mener, at kammerjunkere er lækre. Det er en kiks, som ikke har et mellemstadie med optimal konsistens, men som derimod går direkte fra mursten til gennemtygget fødselsdagsbolle blandet med mælk. Den er billig af en grund og smager af parketgulv. Stop.
• Apropos klamme mænd, så hader jeg i særdeleshed typer som ham, jeg stødte på for et par uger siden inden en fodboldkamp (altså jeg skulle ikke se den. Bare rolig). Lad mig sætte scenen: Jeg står og venter på et tog sammen med Mr. Man, og pludselig bliver vores idylliske lørdagsudflugt (eller onsdagsudflugt. Jeg ved ikke længere hvad dage er #eksamen) spoleret af en tydeligt påvirket mand på mindst 50 med pjaltet tøj, som råber til en ung kvinde i fodboldtrøje på den modsatte perron:
  Svin: “Har I vundet?”
  Kvinde: “Nej, men det gør vi!”
  Svin (nærmest skrigende): “Nå, så har du sejrpatter! Må vi se dem?”
  Jeg har vist før fortalt, at jeg ikke rigtigt ser ‘flight‘ som en mulighed i nogen former for  fight or flight-situationer, og jeg satte af samme grund straks i løb mod svinet for at losse ham i testiklerne, men blev stoppet af en yderst rolig Mr. Man, som løftede mig fra jorden og påpegede, at jeg nok ikke skulle lægge mig ud med hvad der lignede Ishøjs svar på en ruineret Al Capone med meth-tænder og Guldbajer-ånde. Jeg konstaterede i sekundet, at han nok havde ret, men har fortrudt det lige siden, for Svin Capone fortjente kraftedeme en amputation af begge hænder og den ene sveskelomme. Det var bare det.
• Bagere, som putter beige birkes på ting. Hvad handler det om?
• Den smålige, uregerligt dumme, nærmest allergifremkaldende irriterende og yderst fucking rynkede sæk dadler, som ekspederede mig på Apoteket. Jeg ville forsøge mig med de der (åbenbart) skidehamrende smarte, farvestrålende, Björn Borg-svedbåndslignende fleecehelvede-armbånd, som siges at kunne hjælpe mod køresyge. Jeg traskede ind på apoteket og så nok forvirret ud, for straks kom en apotekerdame (Dadelsækken) hen og spurgte, om jeg havde brug for hjælp. Jeg fortalte hende om mit ærinde, og hun viste mig hen til armbåndene, hjalp mig med at finde den slags, der var tiltænkt voksne (hun spurgte først, om det var til et barn. Ligner jeg en, der er uselvisk nok til at producere og passe afkom?), og fulgte mig op til kassen, hvor jeg blev ekspederet færdig (færdigt? Ja. Det andet lyder som en seksuel ydelse). Som afsluttende kommentar knytter hun sætningen “Næste gang skal du altså tage et nummer. Man kan jo ikke bare springe køen over” til vores interaktion. Altså HVAD? Skulle jeg selv kunne regne ud at du ikke rigtigt ville hjælpe mig, da du tilbød at følge mig op til kassen? I think fucking not, flødebollecunt (hun lignede en flødebolle. Med dadler (ad). Jo, hun gjorde så).
• Karen Thisted.
• Min mors decideret stupide side. Dette punkt er lidt følsomt, for jeg hader bestemt ikke min mor, men der er kraftedeme tidspunkter hvorpå det hænder, at jeg sætter spørgsmålstegn ved det faktum, at jeg, som det ellers relativt intelligente og (stræbende mod en tilværelse som tilnærmelsesvis semi-) intellektuelle menneske, jeg er, er kommet ud af selvsamme kvinde, som i løbet af tidligere nævnte ferie i sidste uge (midt ude på landet i Spanien) sagde følgende sætninger uden så meget som et strejf af hverken ironi eller sarkasme: “så går jeg lige ned i supermarkedet og køber noget rugbrød, leverpostej og rejeost”, “Hvorfor skulle de ikke tage danske kroner nede på grøntsagsmarkedet?” og endelig, min yndlings, (på monotont Valby-dansk til den meget spanske tjener) “undskyld, men har I ikke persillesovs?”. Jeg bør snart stoppe med at blive forbløffet, for det er trods alt ikke første gang, hun spreder sine guldkorn. Jeg hader ikke min mor, men jeg hader at se dum ud, og den slags smitter altså af, nå.

(Jeg er lammet. Både som substantiv og adjektiv)

Hybris, din cunt.

Jeg har altid været et underligt barn. Jeg elsker ikke rå kagedej, jeg er bange for svampe, og jeg har af ukendte årsager altid ønsket mig en gennemsigtig paraply. “Så kan jeg se verden over mig,” tænkte jeg, og forestillede mig en tante i regnvejr sjoske drømmende gennem Paris’ gader med en overflod af croissanter i lommerne og Piaf i ørerne. Jeg har fucking altid ønsket mig en gennemsigtig paraply. Skæbnen ville det imidlertid sådan, at jeg faldt over en (næsten bogstaveligt talt, men det var dog alligevel ikke den, der var skyld i det her) på min selvransagelses- og -erkendelsestur. Jeg var selvfølgelig nødt til at erhverve mig den, selvom den stod i hele 45 kroner. Jeg var forelsket. Den fulgte mig alle steder, og lod mig kigge op på trods af regnen, så jeg alligevel fik noget for den 25-øre, jeg havde spenderet på sådan at lege Gulliver (med skibsforlis og det hele, hvis man ellers er med på sådan en tallerken overført betydning).

Kender I den med ‘Fool me once, shame on you (…)’? Ja, jeg er så på noget, der ligner ‘Fool me forever, still shame on me”, for der skete endvidere det, at jeg en sen aften på mit hotelværelse sad og funderede over, hvad fanden det var, der manglede. Jeg havde min pung, min telefon, mit pas og mine nøgler, så hvad fanden var det, jeg sådan savnede? Det var min elskede, gennemsigtige paraply. Den var fucking væk. Forsvundet i et sort hul af ingenting, og jeg vidste godt, at jeg nok aldrig ville få den at se igen. Jeg græd lidt (ikke rigtigt, men for dramatisk effekt, I ved) men besluttede mig så for, at jeg sgu da bare kunne købe en ny, så det gjorde jeg, og græsset var grønnere i to dage, hvor jeg brugte åndssvagt meget tid på at undersøge hvorvidt jeg overhovedet måtte tage en paraply med i flyet hjem.

Så kom dagen. Jeg havde i tre dage passet på den som en anden spedalsk, moderløs (og åbenbart også hudløs) baby. Min fantastiske, transparente, smukke og ønskede paraply. Jeg sad lidt for mig selv ved gaten og tænkte over hvor stolt jeg egentlig var over, at jeg havde husket den, og at jeg på trods af egen klodsethed og idioti havde mestret at få den med gennem security. Men vent … Hvor fanden var den stok af plastik, jeg sådan elskede? Hvor var min trofaste følgesvend, som havde ageret emotionel support gennem skræk og smerte? Den var fucking væk. Igen.

Jeg har aldrig i mit liv claimet, at jeg ikke er en idiot. Jeg har endda skrevet hele (korte, bevares) blogindlæg med erkendelse herom. Dog hænder det (oftere end jeg gerne vil indrømme), at jeg overstiger egne forventninger til den mængde af idioti, jeg besidder. Og sådan gik det til, at I nu har læst et helt indlæg om mig og to gennemsigtige paraplyer.

Hovmod står til salg

(Please sig, at I fattede min joke. Please)

Da jeg var lille gav jeg slet ingen fucks: jeg badede i urininficerede springvand og løb rundt med pornopink læbestift i hele fjæset på Roskilde Festival som 5-årig. Jeg svarede lærerne igen og talte i timerne (ja, jeg var fucking irriterende) som 7-årig. Jeg klippede alt mit hår af fordi jeg kunne (jeg ville ligne hende fra Shout) som 8-årig, og jeg gav ikke en fuck mens jeg gjorde det. Jeg var sikker på, at venner, det var sådan noget jeg kunne få, når jeg blev voksen, for det var sgu da deres problem hvis de syntes, jeg var for meget. Jeg fandt imidlertid ud af, at det ikke altid er så ligegyldigt om det er populært at gøre ting, og at jeg ikke fungerede så godt solo, og derfor måtte jeg jo begynde at give nogle fucks for noget (nu bliver det snart perverst med de fucks. Skal nok prøve at stoppe). Det kunne jeg imidlertid heller ikke håndtere, og endte blandt andet med en diagnose eller 3, et usandsynligt angstpræget, sensitivt sind og en kæmpe frygt for ikke at være tilnærmelsesvis god nok, og det har så dikteret hvordan min tilværelse har set ud lige siden. Wup wup.

MEN …

For nogle måneder siden besluttede jeg mig imidlertid for, at det fandeme kunne være nok. Det kunne sgu da ikke være rigtigt, at jeg ikke kunne fungere uden en (raceblind, åbenbart) hundefører til at lede mig, så jeg gjorde noget ved det. Eller … jeg tog første skridt: jeg TÆNKTE på at gøre noget ved det. Ideen var god nok, men jeg grinede af mig selv, for selvfølgelig tør jeg sgu da ikke tage nogen som helst fucking steder hen alene og som om jeg nogensinde får trådt ud af døren og tænk hvis alt går galt og tænk hvis jeg kommer til skade og tænk hvis jeg bliver ked af det og hvad hvis jeg kommer til at være helt ensom og og og og og og… Jeg er efterhånden blevet god til at tale mig selv ned (og til at tale ned om mig selv, i øvrigt), og de intentioner, der ellers startede så godt, var på vej ned i en kasse med ordet “NEJ” skrevet udenpå.

Midt i den tankestrøm gik det op for mig, at jeg var nødt til at gøre det. “Fuck det,” tænkte jeg, og der gik ikke en time førend jeg havde bestilt billetter og hotel til mig selv. KUN mig selv. Nu var jeg jo nødt til det, for er der noget, jeg hader, så er det at miste penge, og jeg havde med vilje ikke tegnet en afbestillingsforsikring, så der var ingen redningsbåd.

Derfor tog jeg (spoiler) helt alene på hotel et sted i verden, der ikke er Danmark (okay, ikke så meget spoiler). Først gik det virkelig godt, og jeg smilede i lufthavnen, blev lukket ind i fast-track (jeg lignede åbenbart en, der vidste, hvad fanden det var, jeg lavede – de skulle bare vide (indsæt selv egoistisk high five over kommatering)) og havde en fucking fest over eget mod og velbefindende. Jeg. Gav. Ikke. En. Fuck.

Fast forward til mig, liggende i min overdimensionerede (sikkert spermindsmurte og sygdomsbefængte) hotelseng med foden i gips, en hudafskrabning på størrelse med en velvoksen hamster på knæet og en rejseskadeforsikring, der ikke dækker frakturer. Hur-fucking-ra og halløj.

Så meget for ikke at give en fuck.