Forstadsangst

Ordet parcelhus har altid ringet den helt forkerte klokke i mit hoved. Som et barn med angst for ost, fordi det lige er blevet fortalt det med, at en ost kan bevæge sig, hvis bare den besluttede sig. Jeg bliver mentalt kvalt af tanken om gule mursten og 9-16 og energimærker på vaskemaskiner og lønsikring og fucking renteomlægning. Jeg føler mig fornuft-forpustet på forhånd, når mr. Man nævner noget om pension og vandlåse (i hver sin samtale, bevares).

Jeg er røvfuckingbange for forudsigelighed. Jeg vil hellere lytte til et helt Grease-soundtrack indsunget af Karen Thisted akkompagneret af en vuvuzela end jeg vil lægge en 30-års-plan (eller femårsplan, for den sags skyld) og plante en ligusterhæk. Tanken om at skulle planlægge hvornår man skal holde ferie et år i forvejen, men ikke hvorhen, hvordan eller hvorfor, får min bækkenbund, nakkehvirvler og mellemgulv til simultant at snøre sig sammen og igangsætte en både fysisk og mental følelse, der mest af alt kan beskrives som værende afsky.

Så hvad gør man, når man ikke er fra Novembervej, men derimod fra en svalegangs-lejlighed med matte ruder både i hjemmet og i kuverterne, hvor Fogeden var en fast penneven, når der pludselig står et helt almindeligt liv og hamrer på opgangsdøren? Hvor helvede kan man få hjælp, når sikker base og stabil økonomi er alt andet end ens safe-words? Køber man bare den røvsyge sofa og matchende havehandsker? Indser man, at man jo ikke kan gøre oprør mod sit eget sikkerhedsnet og investerer i (Gud forbyde det) et sæt Montana-reoler? Er det påkrævet at anlægge sig en smart korthårsfrisure og udelukkende gå i sko med meget lave kilehæle (med åndbar sål, naturligvis. Ergonomisk korrekt)? Vær lige ærlige: Er jeg nødt til at begynde at gå med undertrøje under søde bluser over ubehagelige habitbukser?

Hjælp.

Hullet (adjektiv)

Klokken nåede 05. Jeg havde ikke sovet. Jeg havde bare været. Kigget. Haft en eller to eller syv samtaler ud af vinduet. “I larmer” sagde jeg med påtaget smil i stemmen kl. 02. Solen stod op og jeg var stadig. Var. Eksisterede. Jeg hænger kun sammen når jeg er faldet fra hinanden. Jeg fungerer ikke, når den sidste brik først er lagt, hvor den skal ligge. Jeg lå og hulkede indvendigt. Jeg hulkede over ingenting – det var problemet. Udenpå så jeg nok bare træt ud. Som om nogen havde vredet en ild ud af mig, der aldrig skulle have været blevet tændt. Jeg kan mere end jeg tror, men også langt, langt mindre end der forventes. Det føles underligt slet ikke at bekymre sig. Er det her det der “hvile i sig selv”? Er det her “ro”? Eller er det fucking bare “voksen”?

“Er det allerede i morgen, du kommer hjem?” sagde jeg. Engang var jeg bange for at lukke øjnene om natten, når jeg var alene. Jeg rystede ved tanken om at have ryggen mod døren. Nu lægger jeg ikke engang mærke til at det har været nat. Mageligheden efterfølges hurtigt og uundgåeligt af tristessen. Og kedsomheden. Det må jeg se at arbejde på. Man kaster ikke bare otte år ud med det sorterede affald. Det gør man altså ikke. Det gør jeg ikke. Den skal nok komme igen. Du ved, lysten til at være i symbiose. Det plejer den. Og hvis ikke, er der surdej i fryseren.

Jeg har manglet ord, ledt efter dem, hungret, sultet. Halset efter i løb. Det viste sig at der blot skulle lidt søvnløshed til. Jeg hænger nemlig kun sammen når jeg er faldet fra hinanden.

Folk jeg hader #11

Der er ved at være materiale nok til en hel infopjece fyldt med lortemennesker, hva’? Læs de andre bagfra her.

• Kvinden på Hovedbanegården med det yderst frankofile udseende og en ridepisk i hånden. Hvad fanden lavede hun der? Hvorfor stod hun så stille lige midt i billedet i et afsnit af Peter Ingemanns nye program? Jeg har brugt absurd lang tid på at fundere over det nu. Kan ikke stoppe igen. Så nu hader jeg hende lidt. Min hjerne er et underligt sted.
• Enhver idiot, der påstår, at peanutbutter smager godt. HVOR? HVILKEN? Prøver et par gange om året med samme resultat: Akut behov for at skure inderside af mund med brintoverilte.
• Mændesket (nyt yndlingsord. Halvt hjemmelavet), der tilfældigvis også vinder prisen for månedens mest sexistiske lortekommentar. Jeg var HELT ny til CrossFit (skal nok lade være med at spamme jer – lover), så da vi skulle tage en vægtstang, vidste jeg jo for fanden ikke, at der var forskel på dem. Da jeg tog fat i en tilfældig, hørte jeg en overbærende stemme sige “De her er altså herrestængerne. Du skal vist derover”, mens en mandefinger, der sad på en mand med et upassende selvtilfreds(t) ansigtsudtryk, pegede ned i den anden ende af lokalet. Jeg kunne have skreget ham lige ind i ansigtet. Han kunne have sagt “Jeg ved, du er ny, så jeg vil bare sige at de letteste af stængerne er dernede” eller “Prøv med en af de lette først – de står dernede”, men næh nej, der skulle knyttes køn på. Heldigvis kom der en kvinde og tog en af “herrestængerne” med en enkelt hånd og et meget spydigt blik til lortemændesket, mens hun sagde “Den memo har jeg vist ikke fået”. Jeg vil gerne være hende, når jeg bliver stor.
• Folk der siger ting som “Det haster ikke mere end det jager”. Luk røven og slik på et rivejern.
• Min ene storesøster. Ingen forklaring. Alle grunde. Hun er en spand fyldt med øv.
• De der mennesker, der lader deres vasketøj ligge i maskinen, så jeg er nødt til at røre ved det. Jeg er dybt ligeglad med om det er undertøj, grydelapper eller en trikot. Jeg synes i forvejen det er ulækkert at røre ved mit eget våde tøj, for helvede.

Bær i øvrigt helst over med min elendige kommatering. Det er foruroligende længe siden, jeg sidst skrev en tekst med nogen former for krav til den slags, og jeg falder åbenbart enormt hurtigt af på den.

Little Darling

Sammen med solen kommer ofte en form for løft i mig. Det er vist også en af grundene til at der ikke rigtigt var en tvivl at spore i nogens ansigter, da jeg engang skulle diagnosticeres. Oven i de andre smarte mærkater fik jeg nemlig også Stærk tendens til alvorlige vinterdepressioner. Jeg var 16 og forstod ikke rigtigt hvorfor det skulle sæsonspecificeres, for jeg havde ikke nogen som helst forhåbning om at der kunne komme bedring, bare fordi det stoppede med at være februar.
Men det kom der altså. Og det kom der også forleden.

Med løftet kommer et længe ventet gensyn med selvironien. Udlængslen. Rummeligheden. Overskuddet og den løftede hage. Bag dem marcherer optimismen (altså nej, men en form for, ikke?), fandenivoldskheden og fuckfingrene. Det er fucking fantastisk, men jeg skal altid passe på. Som sagt fik jeg dette ID-skilt sammen med en masse andre. En masse andre skilte, der gør, at jeg ikke kan udnytte dets fulde potentiale. Ser I, som i alle andre fucking aspekter af min tilværelse er også dette område præget af selvmodsigelser og kontroverser. Jeg vil alt lige nu. Jeg vil se alle, jeg kender. Jeg vil rejse. Jeg vil tage på yoga-retreats. Jeg vil studere fuldtid, og jeg vil rent faktisk læse alt det, jeg skal. Jeg vil skrive en bog, jeg vil arbejde som frivillig og jeg vil begynde at være sådan en, der har sin egen surdej.

Men realiteten er, at mine fremskridt er små. Det er skridt. De skal gås. Hver gang jeg i ren desperation forsøger at snyde systemet og løbe hen til næste post, bliver jeg slået i gulvet. Jeg skal huske at det er helt okay at det går langsomt. At det er nødvendigt. Jeg skal huske at det for et halvt år siden var en kæmpe omvæltning og et voldsomt fremskridt at kunne overskue en samtale med Mr. Man, når jeg kom hjem fra studiet. At jeg før det skulle stirre ind i væggen i mindst to timer før jeg havde plads nok i hovedet til at spørge hvordan hans dag havde været.

Mit succeskriterie var at kunne føre en samtale med min kæreste, når jeg kom hjem. I dag kunne jeg både have en samtale OG lave aftensmad efter en studiedag. Den lader jeg bare lige hænge.

Stand

Jeg er gået komplet og helt og aldeles i stå. Det er ikke, fordi jeg ikke kan noget (der har jeg været før). Jeg eksisterer. Jeg står op. Jeg spiser mad. Jeg får motion. Jeg stirrer ind i en kunstig sol hver morgen og jeg spiser mine piller. Jeg gør alle de rigtige ting. Men jeg er gået i stå. Jeg er følelsesløs. Jeg er bare. Jeg føler så lidt, at jeg ikke engang nød at have ret i min og Mr. Mans sidste diskussion.

Alligevel gør jeg ting af en form for selvjusterende pligt. En form for “Nu jeg alligevel er her, kan jeg jo lige så godt …”, som også fungerer som en form for higen. Jeg laver tre timers yoga. Jeg bruger en dag på at organisere mine køkkenskabe. Jeg danser til jeg ikke længere har en kvadratmillimeter i ansigtet, der ikke er salami-rød. Jeg skrigesynger Seebach i en desperat kraftanstrengelse i håb om at kunne fremkalde en reaktion. Jeg prøver febrilsk at føle noget.

Det uhyggelige ved følelsesløsheden er, at jeg er så bevidst om at være så ligeglad. Jeg kan sagtens rationalisere mig frem til hvornår det startede, at det går over igen og at jeg jo ikke rent faktisk er så indolent, men det ændrer ikke på tilstanden. Faktisk gør det den nærmest værre. Ser I, alle andre roterende tennisbolde, livet har kastet på mig, har jeg aktivt kunnet gøre noget ved, og det har hjulpet. Det har været fucking hårdt, det har taget mange år og det har virket umuligt, men det er altid gået en form for fremad.

Nu står jeg med en perfekt 12-tals-liste over min indsats, men når jeg rækker den frem for at få den godtskrevet og dermed få en belønning i form af en forløsning, er der ingen til at tage imod den.

Jeg ved godt, at jeg nok skal få det bedre. Jeg ville bare så fucking gerne have, at det var nu.

Magic Dance

Jeg vidste det egentlig godt. Alligevel blev jeg chokeret, da jeg kørte på motorvejen og pludselig kamphulkede over “Det’ på tide at du bliver glad igen”. Jeg er sjældent til fals for nogen form for Seebach (faktisk skifter jeg oftest kanal, så snart jeg hører de første uuh-uh-uuuuh), og jeg har ellers kun få gange i mit (efterhånden nogenlunde) voksenagtige liv grædt sådan før.

Det er en form for overgivelse. En indrømmelse. En erkendelse og en forståelse. Det er første skridt på vejen mod accept og derefter bedring (7-9-13). Det ved jeg. Jeg har været der før. Jeg har trampet hvileløst rundt i den fucking labyrint så mange gange at jeg kender den som var den min osteskuffe (ja, jeg har en osteskuffe). Den ændrer sig lidt hver gang. I ved: mure, hvor der ikke normalt er lukket og den slags, men udviklingen i min rejse er den samme. Det kan tage år, måneder eller blot nogle uger, men pludselig slår jeg en globus (kan åbenbart ikke beslutte mig for en metafor) og rykker ud, og så er vi i gang. Eller så er JEG i gang. Og Mr. Seebach himself kastede mig en globus den dag.

Der er konstant fare for at blive slået hjem, og det bliver jeg også. Mange gange. Så kan jeg stå der på mit hjemmefelt og samle mig selv op og forsøge at modellere en helstøbt brik og vente på den fucking globus igen. Men det sker også at jeg får samlet nok af mig selv til at stå med to brikker på samme felt og dermed stå på helle. Indimellem bliver jeg endda rakt en brik udefra. En lånebrik fra Mr. Man, en kat, en ven (oftest i meme-form. Er vel millenial) eller fucking dagslys (am I right?). Så kan jeg lige stå lidt i læ for alt det lort, der ellers regner ned over spillepladen. I dag fik jeg sådan en brik. I dag har jeg helle. I dag er en okay dag, og okay er fandeme bedre end ingenting.

(Gigantiske klapsalver til dem (hvis nogen), der fattede den enormt nørdede og snævre titel. Semitørre gifflar til jer andre)

 

 

 

Kaosland

Jeg fik ikke skrevet den. Eksamen, altså. Ligger nok med ansigtet plantet lidt længere nede i det mentale grus end jeg er villig til at indrømme. Eller kan overskue at indrømme. For med den indrømmelse følger en enorm indsats med lægeerklæringer, dispensationsansøgninger og pis og lort, og det er jeg ikke sikker på, jeg kan rumme, når jeg i går brugte fire timer på at gå ud af døren og traske de to minutter hen til Rema for at købe en avokado (har lært at pochere æg – ikke godt for mit antihipsterfunderede selvbillede).

Imidlertid har jeg heller ikke opfyldt et eneste af de andre ugeforsæt. Så meget for ideen om, at det blot var en deadline, der skulle til. Håbet var lysegrønt, men efterhånden er det mere en belortet smatgrøn. Måske jeg skulle øve mig i bare at eksistere uden at falde fra hinanden i stedet, you know? I ved, tanken om, at det måske er helt okay, hvis bare jeg gør noget? Hvis jeg i det mindste bare er? For det kan fucking være svært nok i sig selv, når alt, man har lyst til, er at gense hele DRs bagkatalog af hardcore socialrealisme og indtage evig strøm af avokadobelagte æggemadder.

Det kan bare ikke rigtigt lade sig gøre.

Ser I, der har været en del velvilje fra forskellige vinkler gennem min uddannelse, hjulpet på vej af en del merit. Jeg har fået lov at rykke en del rundt på en masse, så jeg kunne være i det. Problemet opstår dog nu, hvor jeg i skrivende stund har så mange fag på mit skema, at det svarer til fem Bacheloropgaver i vægt. Jeg har al mulighed i verden for at fikse det. Hvis altså man ser bort fra, at jeg ikke evner det.

Overhovedet.

Så jeg udskyder.

Jeg overspringshandler (findes det overhovedet som verbum?).

Jeg lukker øjnene og jeg skriger “DET HER SKER IKKE RIGTIGT” i en endeløs hymne indtil jeg en dag kan åbne øjnene (skulle til at skrive “lukker øjnene op”, men (for at citere Rudi Køhnke) det er ikke en ting) uden at blive blændet.

Velkommen til kaosland. Du kan efterlade dit selvbillede på stumtjeneren.

 

 

 

Fremtid, fremtid, fremtid

Jeg fungerer ikke særligt godt med lange deadlines. At jeg arbejder bedst under pres er en bagatelisering af hvor voldsomt tæt på, mållinjen skal være, for at jeg bare nogenlunde kan producere noget brugbart. Således skete det, at jeg har haft et helt semester (altså siden 1. september) til at lave en eksamensopgave. Er jeg startet? Næ. Var jeg opmærksom på, at den skal afleveres om en uge? Også næ. Har jeg tænkt mig at være en sjælden slags fornuftig og prioritere den over det absurd ambitiøse nytårsdessertprojekt, jeg har planlagt? Mere næ.

Ovenstående fik mig til at fundere over hvorfor nytårsforsæt (folk, der siger/skriver ‘nytårsforTsæt’, skal gå tredje klasse om) aldrig rigtigt har fungeret for mig. Forstår I: jeg ved ikke engang om jeg hænger sammen om en måned, så hvordan fanden i helvede skulle jeg vide om jeg kan overskue at spise mere blomkål og være et mere rummeligt menneske om 11 måneder? (Det med rummelighed ved vi vist godt er lidt af et long shot. Ahem.)

Inspireret af min real life-deadline kommer derfor her mit ugeforsæt 52/1 (det er altså ugetal. Ved godt, at der ikke er 52 dage i januar. Er ikke SÅ langt fra havelågen eller det der):

• Fortæl alle, der skriver ‘nytårsfortsæt’, at de skal gå tredje klasse om (halvt hak ved den allerede, føler jeg).
• Lær forskel på Lord Siva og Sivas. Er ikke gammel nok til at blande dem sammen.
• Fat, at du ikke er 18. Stop med at have ‘jEg Er 18’ som paniksvar. Du er gammel nok. Du behøver ikke have en sengetid. Du må gerne købe skrabelodder. Du må nærmest alt. Slap. Fucking. af.
• Få nu fucking spist de rester fra fryseren. Og stop så med at putte flere derned. Du gider det ikke. Heller ikke om en måned. Klam tomatsuppe er også klam om en måned. Det er alligevel kun, fordi du ikke gider gå ud med skraldet. Jo, det er. JO.
• Lær teksten til Tessas ‘ben’ (Uden tvivl den mest realistiske. Auditiv hukommelse blandet med min tendens til at have fingeren solidt plantet på ‘replay’ gør det skræmmende muligt, at jeg faktisk lærer den sang før jeg får skrevet min eksamen). Jeg ved ikke hvorfor det er en ting, jeg gerne vil, men har efterhånden lært bare at leve med min hjernes sammensætning og gøre som den siger.
• Find bogen. Bogen til faget, eksamen skal skrives i (det siger lidt om niveauet af entusiasme, at jeg oprigtigt ikke aner hvor den er. Har muligvis smidt den ud i panisk Kondo-anfald. Fuck).
• Nå ja, og så få lige skrevet den. Eksamen(en?).

 

 

 

Ønskeliste 2019: Et kors at krybe til

Jeg er en hykler. Jeg har skældt ud på og bandet og skreget af yogier (ad, et ord), og nu er jeg fucking en af dem. En af dem, der lover velvære og bedre selvforståelse, hvis man bare gør det rigtigt. En af dem, der prædiker styrke, balance og mental ro, hvis bare man passer på sin krop imens. Crossfitterne og jeg er pludselig i samme båd, og den er besat af spejle og klappe-emojis. Men ak, som alt i mit liv skulle det jo nødigt gå hen og være ren lagkage og perfekte, besværforladte håndstande det hele. Har jeg grædt af udmattethed? Ja. Har jeg råbt af skærmen flere gange, fordi min krop ikke kunne det, den skulle (no wonder efter fem år uden andet bevægelse end at gå til toget og hoppe efter Nutella på øverste hylde)? Fuck ja.

Her følger udpluk af de knap så zen-holdige tanker, der har slået midlertidigt lejr i mit indre de sidste fire måneder:

• “Åh, vil du da lukke røven, klamhelllige lorteundskyldning af et slangemenneske. Kraftedeme nej om jeg skal røre jorden med flad hånd. Ko.”
• “Hvornår stoppede mine underbukser med at rulle ned, når jeg sidder?”
• “Behøver man virkelig overhovedet nogensinde vaske sådan nogle yogastrømper?” (Svaret er ja. Svaret er virkelig ja)
• “Hvis jeg skal gøre det, der føles godt, så skal jeg jo snacke chilinødder undervejs!” (læs: det føltes ikke godt. Det føltes virkelig, virkelig ikke godt. Sig hej til halsbrand galore)
• “Jeg elsker at have ret lidt tøj på, så nøgenyoga må sgu da være mit shit!” Klip til tre minutter og fyrre sekunder senere, hvor jeg blev blind i et kvarter, fordi jeg fik mit ene bryst i øjet.
• Tænker: “Skal også stoppe med at tale om det nu. Er irriterende.” Siger: “Det, der også er fedt ved det, er (…)”
• “Det der kunne jeg, da jeg var barn, så det kan jeg kraftedeme stadig”
  *Forsøger*
  *Forsøger igen*
  *Er så aggressiv og frustreret over egen inkompetence at jeg i sidste forsøg har så meget kraft og fart på, at jeg erhverver mig en fibersprængning. I ballen.*

At mødes på midten (eller bare et sted på kortet)

Som jeg skrev til en ven i går er det svært for mig at udgive ord, når jeg kun kan hælde dem tomme ud på tastaturet men ikke pynte dem med halløj og bandeord og dermed gemme mig lidt bag dem. Nøgne ord dækker ikke meget, og jeg har meget at dække. Har jeg bildt mig ind. At det er det, jeg har brug for: at gemme mig.

Det er farligt at være den, der deler, forstås. Især når man er den, der hele sit liv har fået at vide, at man, uanset sammenhængen, fylder lidt for meget, så snart man åbner munden. Således skete det, at en søsters kæreste i den tørreste tone forleden udbrød “Inden du begynder på verdens længste fortælling, kan du så ikke række mig smørret?”, nøjagtigt som jeg var startet på en sætning, der var min første den dag.

Således er det sket igen og igen. Og igen.

Klog af skade (tænkte jeg) har jeg ikke delt noget. Jeg har ikke fortalt om den altopslugende, blændende og øredøvende træthed, der dikterer mine dage. Jeg har ikke fortalt om, at jeg gør alt det, man skal, men at den stadig er der. Jeg har ikke fortalt om ambivalensen, når depression pludselig viser sig anderledes end den plejer, og jeg har ikke fortalt om den uhyggelige tryghed, der plejer at være i mørket, men som ikke er der nu. Jeg har ikke fortalt, at det faktisk går nogenlunde på trods.

Jeg har ikke været bange for, at I ikke vil læse med (det løb styrer I ret meget selv), men jeg har været grundbange for, at nogen beder mig om smørret midt i det hele.  Jeg har ikke fortalt jer noget, men det vil jeg gøre. Jeg lover intet om hyppighed eller mængde (for det kan jeg alligevel ikke overholde. Jeg fungerer ikke så godt med regler på den måde), men det her er første skridt (lovede hun for femte gang på to år. Måske dette er gangen? Følg med i morgen).