“Du skal bevæge dig og komme i kontakt med din krop, Tante!” sagde alle de kloge og dertil uddannede, jeg har indhyllet i min evige søgen efter en eller anden form for hurra-følelse over egen tilværelse. Jeg ved, at de har ret. Fuck nu, om jeg har en ekstra tumling (eller fire) på kroppen i form af fedt forårsaget af Kinder Maxi King, Crispy Chicken og andet sukkerholdigt, himmelsk stads med amerikanske navne. Det er jeg egentlig ret ligeglad med, for jeg er helt objektivt pissefucking lækker og har en fest, når jeg ser mig selv nøgen. Det handler mere om det faktum, at det måske kunne give mig en form for indbildt ro og connection med mig selv sådan helt fordybelses-mæssigt, for ærligt talt har jeg ikke haft en reel, indre samtale med mig selv siden dengang, jeg gik med gennemsigtige D&G-bluser (hvilket i øvrtigt var samme tidspunkt hvorpå jeg indså, hvor fucking nice, det er at have sådan nogle bryster). Noget måtte der til. Noget bevægelse.
Lykken var lysegrøn (eller hvad det nu hedder), men det var fandeme svært at finde rette tortur-hylde, når jeg ejer denne helt specielle og virkelig dybe foragt for alt, der så meget som minder mig om at blive forpustet. Jeg prøvede TRX, men førnævnte bryster var hele tiden i vejen, og jeg blev koralrød i ansigtet. Jeg prøvede zumba, men der lugtede helt ærligt lidt for meget af dame-fisse. I ved, den der sødlige lugt, der også er, når man går ind på et toilet lige efter en kvinde med denim-bukserne lidt for langt oppe i kammeret? You get my drift.
Som meeeeget gamle læsere ved, så har jeg før prøvet kræfter med yoga. Jeg var ikke just fan dengang, men tænkte, at både jeg og helse-verdenen trods alt er blevet ældre siden. Så jeg meldte mig til. Og skyd mig som et klynkende curlingbarn; jeg elskede det. Jeg kunne være med, instruktøren var rar og tilpas zen i sit udtryk helt uden at være messende og hellig. Jeg var fucking solgt.
Men lykken var kortvarig. Ser I, når man som jeg ikke ønsker at komme alt for tæt på andre mennesker, og derfor vælger et ikke-myldretids-agtigt hold, så kommer man uomtvisteligt til at opleve det, der inevitabelt (det er et ord, ja) altid sker ved middagstid på en hverdag: pensionisterne kommer. Og med dem kom hostedamen. En kost, som hvert andet minut var ved at omkomme i eget savl, og som derfor hostede et så langsomt, øresønderrivende, lykkefrarøvende og sjæletvistende host, at man oprigtigt var i tvivl om hvorvidt hun mon nåede at få ilt nok imens. Hvert. Andet. Minut. Hver gang, der var en ny stilling. Hver gang, hun skulle have noget vand. Hver gang, vi skulle “trække vejret dybt”. Jeg prøvede at ignorere hende, venner. Det gjorde jeg virkelig. Flere gange. Faktisk var jeg så opsat på det, at jeg prøvede hele fem gange, men jeg kunne ikke. Hun stjal min chi. Nu er jeg nødt til at lege slangemenneske i egen stue, og lad mig være ærlig: Her er jeg sgu for tæt på kakaotoppene. Cunt.
