17. December – om min ret til at brokke mig, og grunden til at jeg altid smiler til grimme mennesker

Hvorfor er det, at morale-skøgerne altid kommer og siger “husk nu, at andre har det meget værre end dig!” hver eneste gang, nogen tager sig den frihed at ytre en klage eller beretning om en negativ oplevelse? Og hvad i helvede er meningen med at shame en mor, der har købt mange gaver til sine børn? Hvis hun har råd; FEDT FOR HENDE! Det kan ikke være rigtigt at vi skal sidde og have det åndsbollet nederen og leve af havresuppe og dårlig samvittighed fordi nogen sulter på den anden side af jorden. 

Hvad får jeg ud af at gå og have skidedårlig samvittighed over at være født i en i-land? Jeg betaler sgu min kirkeskat og giver til UNICEF (det gør jeg ikke, men pointen er hermed understreget alligevel), og derudover smiler jeg altid til grimme mennesker, fordi jeg har en (u)sympatisk mening om at de normalt bliver mødt med skeptiske, forfærdede og u-liderlige blikke. Jeg ER et godt menneske, men jeg vil sgu have ret til at klage alligevel. Jajajaja, engang gik det lidt for vildt til med nogle dyrekort fra Dansk Supermarked og en vis vase fra en 10000000 år gammel keramikfabrik, men hvis jeg får serveret kold sovs efter at have venter i 40 minutter på Jensen’s, vil jeg fanedme have lov til at skrive en sur update på Facebook. Ikke at jeg gør det (jeg ringer til en veninde og klager), sådan er jeg ikke. Der skal ikke komme nogen og prædike om first world problems til mig, for jeg ved fandeme godt, at jeg er en forkælet lorteunge, men alligevel har jeg en MASSE at klage over. Tro mig, jeg kan rante (klage helt ekstremt/bitche, red.) om alt og ingenting, og det skal I nok få at læse. 
PS.: Jeg skriver I, fordi jeg godt kan lide at lade som om der er nogen, der læser med.

Advertisements

Torsdag d. 10. december

Skide voksne. Fuck jer.

”Nå, mig? Jeg er 20,”. Det lyder på samme tid skide ungt og naivt, og skide voksent og jeg-betaler-skat-på-den-fejlfrie-facon-agtigt. Jeg har egentlig ikke så meget imod at blive ældre – jeg har også hørt, at den slags først rammer omkring de 30. Det er ikke alderen, der gør mig så helt uendeligt rastløs. Næh, det er forventningerne. Skrid med jeres ”Jamen du skal da på universitetet (med tryk på ‘te’ fordi alle i min omgangskreds taler uhelbredeligt, ulideligt sjællandsk)”.

Men er det alligevel muligt at ramme en midvejskrise så skidetidligt i forløbet? Hvad fanden skal jeg gøre af mit liv? Hvorfor har jeg så meget makeup, når jeg tilbringer hver dag i en plettet sweatshirt og gråmeleret afslapningsbuks? Ja, jeg tumler med livets helt store spørgsmål, kan I nok fornemme på det hele.

Egentligt var jeg nået frem til, at alle kan skide mig et stykke i forhold til klamme hentydninger omhandlende mit andet og nok ikke sidste sabbath-år, og jeg bliver også mere sur end jeg bliver såret og forsmået, men jeg kan sgu ikke FORSTÅ hvorfor alle ikke bare kan skide i deres egne baghaver og blande sig fucking meget uden om mig.

Skide voksne. Fuck jer.