Folk jeg hader #1

Ja. Jeg er i stand til at sprede mit lidet rationelle had ud over flere folkegrupper. Jeg har valgt (fordi jeg ikke orker finde på en ny overskrift hver evigt fucking eneste gang jeg har lyst til at skubbe nogen ud over Niagara Falls med en sten om foden) at lave et lille nummersystem ud af det. Hermed afsnit 40 (eller bare 1, I ved, officielt) af “folk Ungtanten hader”:

  • Folk der ikke fortæller mig hvor fantastisk min lejlighed er, når de ser den. Jeg er skideligeglad med at det er fjerde gang, du er her. Komplimenterne kan hænges ude i gangen, tak… Sammen med dine sko, forresten. Gulvet er sart (ja, jeg er en af dem).
  • Folk der bruger ordet “folk”. Ja.
  • Folk der siger ting som “man skal ikke udfordre mig, for jeg gør det bare. Jeg har ingen grænser”. Okay, én ting er, at alle kan se gennem din komplet udueligt skjulte opfordring til at smide en udfordring din vej for at du kan komme i fokus, men en anden ting er, at ingen har “ingen grænser”. Du siger simpelthen, at hvis jeg bad dig spise en lort mens du forsøgte at synge “lille sommerfugl” på tyrkisk mens du fødte en galiamelon ud af øret, så ville du sige ja? Okay, jeg ved ikke lige hvordan det med melonen skulle foregå, but stil…
  • Folk der stiller mig spørgsmål som: “Jamen, synes du ikke det er understimulerende at passe børn?” (havde jeg glemt at fortælle om det? Nå. Sorry), eller “vil du ikke med ud og få a little something to eat?” (alle mine venner ved udemærket at jeg er fattig. Ikke på den sjove, jeg-låner-da-bare-lige-til-en-biotur-måden, men på hvordan-fanden-skal-jeg-få-sat-penge-ind-på-mit-rejsekort-når-jeg-ikke-har-nogen-måden). Jeg bliver så træt. Hvorfor fanden kan alle ikke bare læse mine tanker og fatte at man ikke skal fodre en sur tante med idioti?
  • Folk der kommer ind på et studie og skriver “#let” i en statusopdatering på facebook, akkompagneret af et screenshot af deres optagelsesbrev. Er du klar over, hvor fucking klamt og nederen det er af dig, Stræber-Kaj? Der sidder en Underachiever-Ulla et sted og bliver skideked af det fordi du syntes det var #let at komme ind på din drømmeuddannelse, og hun ikke kunne.
  • Folk der siger “er du ked?”. Altså hvor helvede er resten af sætningen? Og kunne du lyde mere som et dårligt børneteaterstykke? Hold dog kæft.
  • De folk der har valgt, at der kun skal ligge ét afsnit af det der “første date”-lorteprogram på tv2play. Jeg orker det ikke. Jeg må have mere. Skyd mig dog som en steril orne.
  • Folk (og jeg må lige uddybe: voksne folk) som kan blive oprigtigt sure på Facebook over at Pokémon Go er så populært. Altså hold dog kæft. Ja, der er sket en masse siden din ungdom hvor mikado var det største hit, men tag sgu da lige en slapper.
  • Folk der står for at skrive teksten i reklameaviser, men ikke har den mindste forstand på hvornår et ord skal sættes sammen med et andet. Altså for helvede, hvor er kompetencerne henne, damer?

off_o_504726

Advertisements

Fuck.

Såååå… Jeg kom ind. Nu skal jeg så lige finde ud af hvad der skal ske nu. Jeg havde nok haft nedenstående reaktion uanset resultatet. Goddag, rigtige hverdag. Farvel, søvn til 11.30, evig pokemonjagt og ostemadder.

Ting jeg har lært

På Samsø festival: 

  • Her er det åbenbart helt i orden at eje og iføre sig denimnederdel. I did not get the memo. #pleasedont. 
  • Man kan kun købe øl, drinks og shot-rør, og jeg vil derfor erklære #samfest for yderst børnefjendtlig. Og tantefjendtlig. Jeg ville bare fucking gerne have den slushice! Hvorfor helvede kan jeg ikke bare få den slushice? De sælger forresten heller ikke is. Hvad FANDEN sker der for det, om jeg må være så ubehøvlet at spørge?
  • Her er der ikke urinstøv. Jeg har i mine efterhånden respektabelt mange år på ros indset, at hvis der kommer støvskyer, så skal man lukke munden, for den indeholder cirka 97,9% urin. Her er det bare støv. 
  • Jeg hader stadig: folk der prøver at synge med på tekster de overhovedet ikke kan ét ord af, folk der råber til koncerter, folk der skal belemre os andre leve-mennesker med deres børn som jo “skal stå forrest for at de kan se” men som i følge dem selv “ikke aner hvem Saybia er”, folk der springer over i køer, folk der prøver at connecte med mig over banko (og kigger på min plade og siger “hun mangler kun 2 derovre” til sidemanden), folk der tænder cigaretter og ryger når de står/sidder/er tæt på andre mennesker (som ikke kan slippe væk), folk der råber generelt, folk der bander (nej, jeg er ikke dobbeltmoralsk, og hold så kæft), folk der lugter af sprut (eller lugter generelt. Altså hvis du kan lugte dig, kan vi også lugte dig), folk der er stive til koncerter og vælter rundt, folk der klapper ude af takt, og til sidst også folk der siger ting som “du er da godt nok fra Københavnstrup aaaaaa, hva’?”. Jeg hader folk.
  • Hvis man bor på en lille ø hvor ordensmagten ikke er til stede under andre omstændigheder end en runde fadøl på bodegaen, er der sgu ikke meget der holder folk i ørerne når det kommer til færdselsloven. Jeg kørte med en taxa (kørt af en kvinde! Vis mig lige hvor fanden det sker på Sjælland!), som på selv de mest snørklede landeveje kyssede 140 km/t. Jeg var i chok. 
  • Udover at man ikke kan få ordentlige, bare en lille fucking smule kultiverede drikkevarer (jeg fik vin i en plastikflaske i går, damer), så er det som om at en højere magt forsøger at sabotere min jagt efter små usynlige væsner. Jeg kan simpelthen ikke mønstre hverken dækning eller internet nok til at fange bare én enkelt pokémon, og derfor har mr. Man overhalet mig indenom. Jeg er ikke bare sur, jeg er fucking rasende, hysterisk og indebrændt. Jeg elsker forresten brugen af ordet ‘indebrændt’ i eksempelvis paradise hotel. I don’t think it means what you think it means.
  • Det er åbenbart helt legitimt at røre andres mad. Could you fucking not? Jeg orker ikke mylderfæces. Toiletterne lugter også nok i forvejen. 
  • Alt på Samsø er sådan lidt on/OFF. Både wifi, almindeligt internet, telefondækning, taxa’er, mad, kvalitet og folks humør afhænger lidt af hvilken ost man fik serveret den morgen. Pissefedt. 
  • … Til gengæld er det så skidehyggeligt med loppemarked i vejkanten og “bare tag en bakke jordbær. Vi stoler på at du betaler”-mentaliteten. Hvis man stiller en bakke jordbær ud på Vestegnen kan man være sikker på at alt er væk (inklusive evt. bord, det stod på) efter 3 minutter.
  • Jeg hader stadig folk der erstatter ‘jeg’ med ‘man’ som pesten, og mener at de bør retsforfølges med en 3-årig som dommer. For helvede, hvor de forpester verden. NEJ, NEJ OG ATTER NEJ, for helvede. 

Tanten.

Der er kommet et par nye læsere til, og igen; skidemeget velkommen til jer, altså! Jeg har overvejet (og spurgt jer for et par dage siden) om det kunne være sjovt for jer at læse et indlæg med info om mig. Ikke ting jeg hader, ting jeg synes lugter eller mennesker jeg mener skal økses ned med en muggen medister, men mig. Det bør være muligt selvom dette er en blog af den anonyme slags, så nu vil jeg prøve. Det bliver måske ikke skidesjovt eller provokerende, men det er den slags indlæg jeg selv synes er interessante hos andre, så nu kommer det. 10 ting I nok ikke vidste, og sikkert heller ikke havde behov for at vide.

  • Mr. Man kender til bloggen og læser faktisk alle mine indlæg. Eller, det vil sige; jeg læser dem for ham, for mine sætninger kan godt være lidt snørklede for sådan en teknisk anlagt mandsperson.
  • Jeg har OCD. Ikke på “Åh nej, dette billede vil alle med OCD hade”-facebook-måden, men på den alvorlige måde. Det kommer ikke til syne i hverken rengøring eller i ikke at måtte træde på stregerne på fortorvet, men består i mit tilfælde af at jeg ikke må lave fejl. De fleste kan nok regne ud, at det er svært ikke at fejle, og det er også grunden til mit breakdown sidste år og til at jeg ikke har et fuldtidsarbejde i dag. Det er også ekstremt angstprovokerende for mig at skulle starte på uni, da der (i mit hoved) er tusindvis af ting, jeg kan gøre forkert, og folk har jo ikke andet at lave end at dømme mig, forstås. Her bidrager jeg jo så til “alle bloggere har psykiske problemer”-tendensen. Sorry.
  • Jeg kan ikke ryste noget med min ene hånd (en cocio, for eksempel) uden at den akkompagneres af den anden hånd, og jeg ender derfor med at ligne en alt for ung men dog hårdt ramt Parkinson-patient. Det er en glitch i min sammensætning, og har været objekt for mangt et grineflip gennem mit liv. Det var ikke mig, der grinte. Host.
  • Jeg er panisk angst for snegle (det skrev jeg også engang i et “skriftestolen”-indlæg, men føler at det kræver uddybning. Hvorfor stoppede jeg egentlig med de indlæg?). Jeg er skidehamrende bange for snegle – ALLE snegle. Jeg ved ikke hvor eller hvornår det har sin oprindelse, men mange har i tidens løb (fordi de ikke har indset at jeg rent faktisk var pissehamrende bange, og at det ikke bare var noget jeg sagde) lavet “sjov” med mig ved for eksempel at lave min baggrund om til en snegl, eller kaste en sten på mig og råbe “det er en snegl!”. Ja, folk er jo skidesøde derude i virkeligheden.
  • Jeg kan ikke tåle rødt farvestof, og måtte derfor for et par år siden vinke farvel til min bedste ven, rosé.
  • Jeg hader næsten alt der har det mindste gram fisk i sig. Det eneste jeg ikke dør over at spise er makrel i tomat, fiskefrikadeller (den klamme, vakuumpakkede slags) og torskerogn. Og så den sjældne, overfriterede rødspættefilet.
  • Min tålmodighed tillader mig ikke at lægge puslespil, tegne store tegninger eller læse en hel bog fra ende til anden, men til gengæld kan jeg se 30 afsnit af Friends i træk, skrive hundredesiders historier og bruge flere timer på at lave mad. Jeg er fyldt med kontroverser på den måde.
  • Jeg skriver, bander og klager herinde fordi det giver en helt speciel ro, som jeg ikke kan finde andre steder. Jeg har et ekstremt temperament, og de ting, I læser herinde hvor I måske tænker “jamen jeg ved jo godt, det er overdrevet”, er ofte slet ikke så overdrevne igen. Jeg kan bare ikke sige dem højt, for eneboertilværelsen har aldrig været mig, og det er af en eller anden grund ikke socialt acceptabelt at rende rundt og skrige fuck på åben gade mere. Pff.
  • Jeg har langt hår og må derfor oftere end hvad godt er trække et hår ud fra mellem mine baller. Ja, så fik I også lit grænsesnak i dag.
  • Jeg har aldrig haft en “beauty-rutine”. Nej, hvis jeg skal noget, smækker jeg noget makeup i ansigtet til jeg ligner noget man kan være bekendt, og så må jeg jo leve med det. Jeg har aldrig været creme-typen, og jeg har endda en mistanke om at det også er grunden til at jeg har undsluppet teenage-fedtet bumsehud indtil videre.

Jeg får skiftevis storhedsvanvid og mindreværdstilfælde når jeg tænker på at der er nogen der læser med. Fuck, hvor er det altså sjovt! Jeg ved godt at jeg er langt fra at være i eliten, men det gør mig ikke noget. Jeg er skideglad for mine 31 followers på Bloglovin’ og jer, der læser med andetsteds, og jeg synes vi har det godt her. Jeg kan også have det noget så grinagtigt morsomt over at overveje hvordan I mon tror, jeg er. Tror I i virkeligheden at jeg er “luk røven”-typen, “hold kæft”-typen eller måske bare “flet fissen”-typen?  Ja, jeg kan godt lide at reflektere lidt over mig selv på den måde.

Nå, det var det. Nu tager jeg på festival. Ses om et par dage og en øl.

blalalalalallalala'

 

Ja, undskyld…

… Men jeg er ude for at fange pokémon. Jeg har lige nu ømme lægge, fødder, øjne og fingre. 

Så det der med at blive ufrivilligt voksen lige pludselig og uden at lægge mærke til det kan jeg nok godt stoppe med at være bange for. Er der nogen der har en rød kasket og nogle fingerløse handsker? 

Associationer 

Når jeg hører ting og tænker på noget andet, for eksempel:

Når en velmenende fitness-Karin skriver ting som “og så er der edamame-bønner”, kan jeg ikke lade være med at læse det som “så er det eddermame bønner!”. De små ting, ikke?

Og så får I lige denne, fordi jeg grinede helt uhæmmet og latterligt, så jeg fandt den. 


On another note: Gad vide hvornår jeg bliver sagsøgt for at bruge alle mulige billeder, jeg ikke har retten til? 

En tante i tvivl

Altså… Der kommer en del nye læsere til i disse dage, og selvom jeg ikke har den fjerneste fucking idé om hvor I kommer fra, så velkommen, for fanden! Jeg synes vi hygger os her, og der er altid plads til flere. Men i selvransagelsens mørke timer kom jeg frem til et spørgsmål; hvad vil de have, de forvildede, unge mennesker, som søger min vej?
Spørgsmålet var ikke en slags “jeg er modeblogger men er blevet træt af at lave “dagens” udelukkende, så nu vil jeg høre om I OGSÅ vil læse om min sindsoprivende spændende skønhedsrutine”-idé, men mere en oprigtig og ren undren, for hvor personligt vil I have det? Ja, jeg deler ganske vist både detaljer om både tarmbevægelser og stormflodsmentruation, men hvor meget er I egentlig interesserede i at vide at jeg er panisk angst for snegleTanken kom egentlig fordi jeg var ved at stykke et godt, gammelsdags ‘random facts’-indlæg sammen (selvfølgelig med få givne fucks og ingen relevante informationer what so ever), og blev da i tvivl om I overhovedet gider sådan noget. Bloggen her vil aldrig blive en klynkeblog, og jeg kommer aldrig til at tale meget om følelser der graver dybere end “fuck dig, skrid fra min terasse”-stadiet, men jeg synes selv det kunne være meget sjovt at tilføre bare en my personlighed hertil. Dog synes jeg selv at blogland (klamt ord, skrid lige med det) er fyldt til randen med skidesjove kvinder som drukner lidt i personlighed, og fred være med dem, så længe jeg får lov til at bande uden at skulle sige undskyld. 

Tanken fylder også meget i sammenhæng med at det jo er en lille anonym kælling, jeg har bragt til verden, og derfor vil der jo ganske vist altid være en vis distance. Men fortæl mig i kommentarfeltet: skal der et skvæt (ægte) menneske i, eller er det bedst at holde det hele platonisk? Jeg synes nemlig det er lidt lettere at holde det på et let plan, hvis man ikke ved for meget om den, man griner af. Måske det også er lettere at forholde sig til en der hader verden så meget som Tante gør, hvis man ikke aner hvem hun er. Eller hvad?

Måske bliver det slet ikke til noget, al det menneske-hejs… Men det er da meget spændende at diskutere, alt andet uanset; er det lettere at grine uden forbehold, hvis man ikke kender noget til den man griner ad?

Det blev lidt meta det hele, sorry. Er i gang med et indlæg omhandlende min styrtende forelskelse og hengivne kærlighed til kartofler, så manglede lidt substans.

download