Klubben

Jeg er genert ad helvede til, og kan ikke tage imod ros på noget der bare minder om en nogenlunde anstændig facon om det så gjaldt mit liv. Det er en skidegod kombination, ja. Derfor kunne jeg heller ikke være i mig selv da jeg fandt ud af at fucking fantastiske og dygtige Karoline fra hvidkaffe læser med her. 

Så gik det op for mig at jeg har fået et par andre nye læsere også, og Hej til jer! Velkommen til klubben, sgu da! Jer kan jeg heller ikke helt håndtere, men jeg prøver da. Hvis det nogensinde sker at jeg rammer 100 følgere på bloglovin’, så skriver jeg sgu en personlig tak til hver og en, for den dag vinder jeg sikkert også i det lotto, jeg ikke spiller (“Hasard og mænd med måne skal man holde sig fra” siger min mor altid. Eller, det gør hun ikke, men det lyder da meget godt).

Jeg ville egentlig ikke så meget andet end at fortælle det. Og så at jeg i dag gik ned for at hamstre mælkesnitter på tilbud i netto (nægter at betale fuld pris for de glorificerede, flade roulader, som jeg næsten, på trods af deres fesne fremtoning, elsker mere end mit liv), men at der var fucking udsolgt og at jeg derfor endte med at købe for 53,5 kroner spotvarelort, som nu kigger misbilligende på mig fra køkkenbordet. Jeg er svag når det kommer til chokolade og bandeord, undskyld. 

Nå, jeg må tilbage til at være helt vildt ydmyg over at nogen gider læse det, jeg skriver, og samtidig dvæle lidt i storhedavanviddets lys mens jeg ryster i bukserne af ærefrygt.

Advertisements

Optimismens tidsalder

Det skete engang at nogen i en vildfaren tankestrøm kom til at udbryde “du skulle næsten prøve yoga, i forhold til al den anspændthed og angst, du render rundt med i kroppen”. Til at starte med tænkte jeg at det kunne være flot hvis jeg sådan kunne stå på den ene hånd mens jeg smurte en nutellamad med den anden. Bagefter tænkte jeg, at det sikkert kun er sådan nogle frelste, økotilbedende slanke-Sanner som går til den slags. Til sidst bestemte jeg mig for at det fandeme skulle have lov til at være løgn, at jeg var sådan en der blev holdt tilbage af mine egne forudintagede stigmaer. I am nothing if not stubborn.

Jeg googlede, googlede og googlede. Jeg fandt ud af tre ting:

  1. Jeg skulle ind til centrum hvis jeg ønskede en instruktør som ikke var af “jeg fandt mig selv som 48-årig, har skiftet navn til Hanne-Vibeke Snefnug, så det passer til mine hængejader, drikker kun urtete og dyrker Tantrasex med min behårede mandsperson”-arten.
  2. Det koster ikke bare en bondegård at gå til yoga, for sådan en kan man da vel erhverve sig for lidt over en million hvis man ellers vil langt nok ud. Nej, det koster en herskabsvilla med tilhørende plankegulvslakerende, asiatisk husholderske.
  3. Jeg er alt for fucking tyk og endnu mere alt for klodset til at kunne det, de kan på billederne.

Pludselig slog det mig, at jeg sgu da egentlig var meldt ind i et af de der, som normale mennesker kalder et træningscenter! De må da have yoga! Det havde de ikke. Alle Fit-Franzerne i Danmark har bestemt sig for at intet skal hedde det, det er. Men så fandt jeg Bodyflow, som vel næsten ikke kunne være meget anderledes, men måske mere tilgivende (og billigt).

Jeg begav mig afsted en lørdag formiddag. Inde i det lille lokale var en højhellig bodybuilder-dame med overarme på størrelse med mine lår og en mave som 6 coladåser set fra oven i gang med at strække ud, og jeg tænkte at hun da sikkert bare gik før timen startede. Næh fucking nej. Hun var instruktøren. Der var 3 på holdet, inklusive undertegnede, hvilket betød øget fokus på grise-tanten i hjørnet som altid var en halv time bagude.

Da jeg kom hjem spurgte min mor om jeg ikke var helt afslappet, hvortil jeg svarede noget i retning af : “føj for helvede nej, søm mig fast til køkkenbordet hvis jeg nogensinde får sådan en ide igen”. For aldrig i mit liv har jeg svedt så meget, sagt “fuck” så mange gange på så kort tid eller fortrudt noget SÅ meget, som jeg gjorde den dag. Jeg var blind i tre timer efter fordi jeg havde fået så meget ufiltreret saltvand i øjnene. Jeg følte mig som en gravid flodhest med bækkenløsning og svage ankler under selv de mest “lette” stillinger. “Så slapper vi af i en hvilestilling” sagde kællingen, og indtog derefter den mest udholdenhedskrævende slangemenneske-pose jeg i mit liv har set.

Jeg holder mig til Zumba. Det ved man sgu da hvad er.

19146263_1398106693610900_921412867255028416_n.jpg

 

Mit liv, en fucking løgn

Altså… Der sker nogen gange nogle ting, som ikke bare ryster mig i min grundvold, men som simpelthen gør, at mit fundament krakelerer. I dag skete en af de ting. Det var sådan set ikke engang en ting eller happening, næ, det var noget, jeg fandt ud af. Det var et faktum. Jeg elsker ellers fakta og finurlige informationer, men denne her, den sprang min bobbel af barnlig uvidenhed, som ellers har tjent som sikkert værn mod andre menneskers indblanden i mit (åbenbart) selvopfundne intellekts altoverskyggende evner (alt for lang og snørklet sætning, undskyld sgu). Folkens, mit liv er en vaskeægte løgn. Jeg fandt nemlig ud af, at der ikke er noget der hedder ‘den diamentrale modsætning af’. Et langt flashback bestående af øjebliksbilleder af alle de gange, jeg har følt mig klog på bekostning af sproget, kørte rundt i mit hoved, og jeg kan stadig ikke håndtere det. Skyd mig med en sømpistol og skriv ‘Ungtanten, en vaskeægte idiot med hang til arrogance’ på min gravsten. Hvad helvede bliver det næste? At kulhydrater ikke længere er et grundstof? At Dronningen og min mor ikke lever for evigt? Jeg gider ikke være med mere.

Jeg har altid brystet mig af at være en ven af sproget. I ved, den slags ven man slås lidt med og drikker sig patte-fucking-stiv med på værtshuset, men det er lige før jeg nu må sige min stilling op. Jeg kan ikke længere drømme om en fremtidig tilværelse som ord-ekvilibrist uden dårlig samvittighed, og jeg ser mig dermed nødsaget til at finde en anden levevej.

Her er min foreløbige inspiration:

Skærmbillede 2017-07-20 kl. 16.32.06.png

Tantes Badekar

Nej, jeg er selvfølgelig ikke så overmåde heldig at være indehaver af et badekar – den slags gør kun de rige sig i her på Vestegnen. Mit badeværelse er så småt at man, hvis man ellers er over 150 cm høj, er nødsaget til at sidde sidelæns på toilettet, fordi der ellers kommer en væg i vejen. I det mindste kan jeg jo altid glæde mig over, at jeg ikke skal tage bad over toilettet, fordi jeg er velsignet med en halv kvadratmeter hvor man lige nøjagtigt kan stå, hvis man ellers ikke holder af at kunne bevæge sig, når man tager brusebad. Derudover er mine brusebade også den ultimative kur for ensomhed, for man bliver konsekvent ledsaget af fucking klæbrigt stalker-forhæng, så man er ligesom aldrig alene. Hurra.

Egentlig vil jeg frem til, at jeg mestendels er misundelig på de heldige millionøse-skøger, som får lov at tage karbad, fordi jeg tror man kan tænke mangt en stor tanke i løbet af sådan et. Hvis jeg havde mulighed for at opfinde den dybe tallerken, ville mine tanker dog nok ikke udmunde i meget dybere tanker end “hvor længe har den remo i det hele taget stået der?” eller “hvorfor var jeg så meget sjovere for et år siden?”. Ikke desto mindre har jeg sat mig for, at når jeg engang flytter fra Vestegnens udgave af Bo Bedre (som jeg har døbt min lejlighed på trods af skæve toiletter, nips fra Netto’s spotafdeling og alskens billige lorteløsninger), så skal jeg fandeme eje et badekar!

 

7b99891ec36ee7f1f019230c50b92edf--funny-morning-memes-funny-memes

 

Tidsfordriv

Jeg har travlt. Egentlig har jeg mest travlt med at lave ingenting, men det kan også hyle selv den modigste danser i strippertruppen ud af den. Jeg har travlt med at finde mig til rette i at skulle omlægge mit liv endnu engang (slap af, jeg skal hverken have børn, flytte til udlandet eller donere en nyre – jeg klarer den nok). Det er et kæmpe paradoks; jeg hader forandring mere end jeg hader oliven (og dem hader jeg pænt fucking meget), men alligevel kan jeg heller ikke finde mig til rette i noget som helst moment, når jeg først er i det. Først er jeg ikke klar til at starte på uni, så jeg strækker den et år. Så er den uddannelse ikke lige mig, så jeg dropper ud og siger, at det ikke var som jeg forventede. Så finder jeg en anden og gennemgår en fuldblodspanisk, eksistentialistisk krise fordi jeg ikke kan overskue at skulle starte forfra og høre på alles “jamen hvad så hvis det heller ikke er det, du vil?”, for hvad bilder de sig ind? Ved de ikke at jeg sgu da for helvede selv sidder med sammen tanke kørende på repeat? Derefter vælger jeg at jeg sgu da kan være ligeglad med hvad alle andre synes. Så går det op for mig at det er mig selv, der er min vigtigste og største kritiker. Så går jeg i gang med projekt “embrace your flaws” endnu engang. Jeg når bare ligesom aldrig til det der med at embrace mine flaws, for jeg når altid at tænke at jeg da bare kan tage mig sammen, for det er jo det, jeg altid har fået at vide at jeg skal, så det kan jeg da bare… Kan jeg ikke?

 

Bliver det hele lidt for meta og dybt nu? Undskyld. Jeg vender stærkt tilbage om ikke så længe, for hold kæft, hvor bliver folk nogle anspændte, afførings-udsivende røvhuller, når der (surprise, surprise) går fem juli-dage uden sol. Du bor i Danmark, uopmærksomme klammonosse. Tag din faktor 100 og skrid til Tyrkiet, tak.

19983258_1311385068988223_7798380747400560868_o

Folk jeg hader #5

Læs de andre her:  #1#2#3 og #4

  • Folk der siger ting som “let og elefant”. Luk din overpædagogiske røv, Børnehave-Britta. Jeg er jo ikke 5 år gammel (mentalt, jo, men I ved jo hvad jeg mener) og synes faktisk slet overhovedet ikke det er hverken sjovt eller charmerende.
  • Folk som ikke fatter at man skal lukke røven i stillezonen. De fortjener stokkeslag med en slatten, men dog ru agurk til de dør. At jeg selv, uden at tænke over det, tog telefonen i stillezonen da min mor ringede taler vi ikke om. Det var et mørkt øjeblik, og jeg bliver aldrig den samme igen.
  • Den nederdrægtige knallertkusse som købte de sidste af de gode kyllingespyd LIGE FOR NÆSEN AF MIG i 7-11. Der skal ikke siges mere – I ved hvordan jeg har det med den slags.
  • Ham den indebrændte “jeg blev aldrig til mere”-klynkende buschauffør som lige efter ovenstående tur til selvtægts-overvejelsernes land sagde at jeg ikke måtte have min nyindkøbte, brandvarme kop kaffe med i bussen. Jeg smed 30 kroner worth of kaffe ud og har stadig ondt i røven. Det var sidste tirsdag.
  • Alle der så meget som overvejer at udtrykke afsky over det faktum at jeg i går spiste et stykke smeltet ost, der sad i mit hår. Slap nu af, det var jo mens jeg stadig spiste det, osten kom fra. Jeg er jo ikke klam.
  • Folk som kommenterer på at jeg ikke kan køre med manuelt gear uden at være ved at smadre gearkassen ved hvert skift. Jeg har selv en rygsøjle og kan godt mærke det. Ahem.
  • Ham der bestemte at jeg skulle have 02 i mit yndlingsfag. Jaja, det var min egen skyld, men stadig. Fuck ham. Hårdt med et splintret kosteskaft. Er det  i overkanten? Muligvis.

Apropos:

download (1)