Tidsfordriv

Jeg har travlt. Egentlig har jeg mest travlt med at lave ingenting, men det kan også hyle selv den modigste danser i strippertruppen ud af den. Jeg har travlt med at finde mig til rette i at skulle omlægge mit liv endnu engang (slap af, jeg skal hverken have børn, flytte til udlandet eller donere en nyre – jeg klarer den nok). Det er et kæmpe paradoks; jeg hader forandring mere end jeg hader oliven (og dem hader jeg pænt fucking meget), men alligevel kan jeg heller ikke finde mig til rette i noget som helst moment, når jeg først er i det. Først er jeg ikke klar til at starte på uni, så jeg strækker den et år. Så er den uddannelse ikke lige mig, så jeg dropper ud og siger, at det ikke var som jeg forventede. Så finder jeg en anden og gennemgår en fuldblodspanisk, eksistentialistisk krise fordi jeg ikke kan overskue at skulle starte forfra og høre på alles “jamen hvad så hvis det heller ikke er det, du vil?”, for hvad bilder de sig ind? Ved de ikke at jeg sgu da for helvede selv sidder med sammen tanke kørende på repeat? Derefter vælger jeg at jeg sgu da kan være ligeglad med hvad alle andre synes. Så går det op for mig at det er mig selv, der er min vigtigste og største kritiker. Så går jeg i gang med projekt “embrace your flaws” endnu engang. Jeg når bare ligesom aldrig til det der med at embrace mine flaws, for jeg når altid at tænke at jeg da bare kan tage mig sammen, for det er jo det, jeg altid har fået at vide at jeg skal, så det kan jeg da bare… Kan jeg ikke?

 

Bliver det hele lidt for meta og dybt nu? Undskyld. Jeg vender stærkt tilbage om ikke så længe, for hold kæft, hvor bliver folk nogle anspændte, afførings-udsivende røvhuller, når der (surprise, surprise) går fem juli-dage uden sol. Du bor i Danmark, uopmærksomme klammonosse. Tag din faktor 100 og skrid til Tyrkiet, tak.