Skriftestolen #8

Se de tidligere her (jeg har vist fået lidt flere grænser siden jeg startede med den slags): #1, #2, #3, #4, #5, #6 og #7.

Nå. Ja. Jeg har stadig ingen computer, så I må bebrejde min smadrede iPhone, hvis noget er helt ude at skide, for den er (sjovt fucking nok) ikke lavet til at redigere tekst i. Det er også lidt derfor, der er gået så længe, for jeg orker ikke sidde og skrive sure ting på den. Det giver ikke helt samme forløsende fornemmelse som at hamre arrigt på et tastatur. Men nu prøver vi sgu!

• Jeg var helt sikker på, at jeg havde tabt mig mindst 2 kg. Det sagde min vægt nemlig! Det skulle selvfølgelig fejres med lidt smeltet ost, for man skal sgu fejre sig selv! Jeg var ovenud lykkelig, for HELE TO KILO, det er da fantastisk. Så kunne jeg nok stå der og skamme mig over alle de gange, jeg havde været ved at kaste den ud fra en motorvejsbro, for SE hvor glad, den nu gjorde mig. Nu har vi fået en ny vægt. Som virker. Nu har jeg ikke bare taget de to på igen, som jeg havde tabt. Næh, jeg har da lige tilegnet mig 5 ekstra fejrings-kilo. På en dag. Bør smide det lort ud.
• Jeg har altid bildt mig ind, at jeg ikke er sådan rigtigt grim i virkeligheden, selvom det ellers ser ud til at jeg er det på billeder. Sådan en stegt gris med dobbelthage, skæve øjne og fedtet hår, det kan sgu da for helvede ikke være mig jo. Det sker på alle billeder – også det, der har taget beboelse i mit pas, til skræk og rædsel for mig, hver gang jeg åbner det, og heksen med æblekinderne stirrer stift på mig. Men “det er jo fint,” tænker jeg altid, “for jeg ser jo slet ikke sådan ud i virkeligheden!”…
  Der er bare sjovt nok aldrig nogen, som har tvivlet på, at det var mig på billedet. Ahem.
• Jeg gik forleden i gang med at lære mig selv at sætte komma. Det gik ikke skidegodt, så jeg gav op. Hovsa.
• Der er indtil videre tre fra min gymnasieklasse, som er blevet mødre. Tre. Jeg har ikke været uden for en dør i to dage, og så har jeg lige spist mælkesnitter til aftensmad. Om jeg ikke skal have et barn også? Jeg kan jo for helvede ikke engang tage vare på mig selv, presse-Pia. Og hvor længe kan sådan en baby overhovedet holde, før den bliver muggen?
• Jeg spiller stadig Pokémon Go. Det må I virkelig ikke sige til nogen. Det er kun mig, en råbende, svedende, overvægtig mor med knæbukser og velcro-sko og en advokat på 50, der stadig spiller. Det er socialt selvmord, men jeg har et vist behov for at afslutte ting.
• Hvis der er noget, jeg fucking ikke er velsignet med, så er det lange, smukke øjenvipper. Derfor må der hjælpemidler til, tænkte jeg. Det resulterede i, at jeg i søndags tilegnede mig en decideret sort plet, lige midt i mit synsfelt, fordi jeg ikke kunne styre det medfølgende, kinesisk fremstillede (og nok ikke EU-godkendte) lortelim, som forresten får kontaktlim til at ligne sådan en papir-klister-stift, vi havde i folkeskolen. Jeg har ikke sagt det til nogen.

Så. Løb så ud og leg. Når I har fniset (fnist? fneset?) lidt af dette: