Hybris, din cunt.

Jeg har altid været et underligt barn. Jeg elsker ikke rå kagedej, jeg er bange for svampe, og jeg har af ukendte årsager altid ønsket mig en gennemsigtig paraply. “Så kan jeg se verden over mig,” tænkte jeg, og forestillede mig en tante i regnvejr sjoske drømmende gennem Paris’ gader med en overflod af croissanter i lommerne og Piaf i ørerne. Jeg har fucking altid ønsket mig en gennemsigtig paraply. Skæbnen ville det imidlertid sådan, at jeg faldt over en (næsten bogstaveligt talt, men det var dog alligevel ikke den, der var skyld i det her) på min selvransagelses- og -erkendelsestur. Jeg var selvfølgelig nødt til at erhverve mig den, selvom den stod i hele 45 kroner. Jeg var forelsket. Den fulgte mig alle steder, og lod mig kigge op på trods af regnen, så jeg alligevel fik noget for den 25-øre, jeg havde spenderet på sådan at lege Gulliver (med skibsforlis og det hele, hvis man ellers er med på sådan en tallerken overført betydning).

Kender I den med ‘Fool me once, shame on you (…)’? Ja, jeg er så på noget, der ligner ‘Fool me forever, still shame on me”, for der skete endvidere det, at jeg en sen aften på mit hotelværelse sad og funderede over, hvad fanden det var, der manglede. Jeg havde min pung, min telefon, mit pas og mine nøgler, så hvad fanden var det, jeg sådan savnede? Det var min elskede, gennemsigtige paraply. Den var fucking væk. Forsvundet i et sort hul af ingenting, og jeg vidste godt, at jeg nok aldrig ville få den at se igen. Jeg græd lidt (ikke rigtigt, men for dramatisk effekt, I ved) men besluttede mig så for, at jeg sgu da bare kunne købe en ny, så det gjorde jeg, og græsset var grønnere i to dage, hvor jeg brugte åndssvagt meget tid på at undersøge hvorvidt jeg overhovedet måtte tage en paraply med i flyet hjem.

Så kom dagen. Jeg havde i tre dage passet på den som en anden spedalsk, moderløs (og åbenbart også hudløs) baby. Min fantastiske, transparente, smukke og ønskede paraply. Jeg sad lidt for mig selv ved gaten og tænkte over hvor stolt jeg egentlig var over, at jeg havde husket den, og at jeg på trods af egen klodsethed og idioti havde mestret at få den med gennem security. Men vent … Hvor fanden var den stok af plastik, jeg sådan elskede? Hvor var min trofaste følgesvend, som havde ageret emotionel support gennem skræk og smerte? Den var fucking væk. Igen.

Jeg har aldrig i mit liv claimet, at jeg ikke er en idiot. Jeg har endda skrevet hele (korte, bevares) blogindlæg med erkendelse herom. Dog hænder det (oftere end jeg gerne vil indrømme), at jeg overstiger egne forventninger til den mængde af idioti, jeg besidder. Og sådan gik det til, at I nu har læst et helt indlæg om mig og to gennemsigtige paraplyer.

b41c27bddf4b52d0e69ad12d421dab14.jpg

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s