Og nu står vi her…

Hej.

Jeg vil ikke engang tørre den klassiske undskyldning af på jer. Den med, at jeg ikke har blogget, fordi jeg simpelthen bare har haft brug for at finde mig selv. Den som egentlig slet ikke betyder noget. Det vil jeg ikke, for det ville være at fylde jer med en lodret løgn. Jeg ved nemlig lige præcis, hvor jeg er, og det har jeg hele tiden haft helt styr på. Jeg ligger og roder rundt i et eller andet fucking hul uden en udgang. Det er, hvor jeg er. Det er hvad sådan noget gør ved en (i forvejen relativt lavt-fungerende) 21-årig (som ikke aner noget som helst om noget) når det ender så galt, som det overhovedet kan. Jeg har følt mig lille, ubrugelig, utilstrækkelig og sårbar. Jeg har følt, at jeg var nødt til at banke formålsløse søm ind i væggen af bar frustration, mens jeg råbte “RØV”, bare for at få sluset lidt følelser ud. Ligesom ham snehaderen, bare med rigtige problemer (I ved, i stedet for den dybe krise det ellers også ville være, at min cykel var væltet i sneen).

For tiden er jeg nærmest kun glad på kommando. Jeg smiler kun, når der er gæster (for jeg bevæger mig fandeme ikke selv ud), og jeg kan kun til nød komme med en kæk bemærkning, hvis jeg mærker at nogen er på nippet til at afsløre min rustning som værende lavet af papir og forlorne smil. Hold nu kæft, hvor har jeg haft ondt indeni.

Der skete nemlig det, at nogen døde. Så skete der det, at en anden nogen blev meget syg, og ikke havde andre end mig til at passe på sig. Så skete der det, at jeg stoppede med at tage i skole, fordi jeg simpelthen fik stress. Så skete der det, at jeg valgte at bruge min fødselsdag sammen med den nogen, som var meget syg. Er jeg så voksen nu?

Hvor jeg vil hen med det her, det aner jeg ikke. Jeg ved dog, at det altid hjælper mig at råbe “FUCKING” på skrift, og sende det ud i cyberspace (okay, hvor gammel var det lige, jeg blev?), så det vil jeg dyrke noget mere. Tak fordi I stadig er her. Fucking.

Advertisements

Skriftestolen #8

Se de tidligere her (jeg har vist fået lidt flere grænser siden jeg startede med den slags): #1#2#3#4#5#6 og #7.

Nå. Ja. Jeg har stadig ingen computer, så I må bebrejde min smadrede iPhone, hvis noget er helt ude at skide, for den er (sjovt fucking nok) ikke lavet til at redigere tekst i. Det er også lidt derfor, der er gået så længe, for jeg orker ikke sidde og skrive sure ting på den. Det giver ikke helt samme forløsende fornemmelse som at hamre arrigt på et tastatur. Men nu prøver vi sgu!

  • Jeg var helt sikker på, at jeg havde tabt mig mindst 2 kg. Det sagde min vægt nemlig! Det skulle selvfølgelig fejres med lidt smeltet ost, for man skal sgu fejre sig selv! Jeg var ovenud lykkelig, for HELE TO KILO, det er da fantastisk. Så kunne jeg nok stå der og skamme mig over alle de gange, jeg havde været ved at kaste den ud fra en motorvejsbro, for SE hvor glad, den nu gjorde mig. Nu har vi fået en ny vægt. Som virker. Nu har jeg ikke bare taget de to på igen, som jeg havde tabt. Næh, jeg har da lige tilegnet mig 5 ekstra fejrings-kilo. På en dag. Bør smide det lort ud.
  • Jeg har altid bildt mig ind, at jeg ikke er sådan rigtigt grim i virkeligheden, selvom det ellers ser ud til at jeg er det på billeder. Sådan en stegt gris med dobbelthage, skæve øjne og fedtet hår, det kan sgu da for helvede ikke være mig jo. Det sker på alle billeder – også det, der har taget beboelse i mit pas, til skræk og rædsel for mig, hver gang jeg åbner det, og heksen med æblekinderne stirrer stift på mig. Men “det er jo fint,” tænker jeg altid, “for jeg ser jo slet ikke sådan ud i virkeligheden!”…
    Der er bare sjovt nok aldrig nogen, som har tvivlet på, at det var mig på billedet. Ahem.
  • Jeg gik forleden i gang med at lære mig selv at sætte komma. Det gik ikke skidegodt, så jeg gav op. Hovsa.
  • Der er indtil videre tre fra min gymnasieklasse, som er blevet mødre. Tre. Jeg har ikke været uden for en dør i to dage, og så har jeg lige spist mælkesnitter til aftensmad. Om jeg ikke skal have et barn også? Jeg kan jo for helvede ikke engang tage vare på mig selv, presse-Pia. Og hvor længe kan sådan en baby overhovedet holde, før den bliver muggen?
  • Jeg spiller stadig Pokémon Go. Det må I virkelig ikke sige til nogen. Det er kun mig, en råbende, svedende, overvægtig mor med knæbukser og velcro-sko og en advokat på 50, der stadig spiller. Det er socialt selvmord, men jeg har et vist behov for at afslutte ting.
  • Hvis der er noget, jeg fucking ikke er velsignet med, så er det lange, smukke øjenvipper. Derfor må der hjælpemidler til, tænkte jeg. Det resulterede i, at jeg i søndags tilegnede mig en decideret sort plet, lige midt i mit synsfelt, fordi jeg ikke kunne styre det medfølgende, kinesisk fremstillede (og nok ikke EU-godkendte) lortelim, som forresten får kontaktlim til at ligne sådan en papir-klister-stift, vi havde i folkeskolen. Jeg har ikke sagt det til nogen.

Så. Løb så ud og leg. Når I har fniset (fnist? fneset?) lidt af dette:

IMG_1157

Intet mindre end krise 

Dagen startede egentlig ganske fint. Hvis vi lige ser bort fra det faktum, at det var bælgfuckingragende mørkt, da jeg i morges 06.45 halsede panikslagen til stationen på min cykel, fordi jeg altid forventer at jeg er for sent på den, så var det næsten en decideret god dag. 

Jeg fattede for en (meget sjælden) gangs skyld, hvad der foregik i undervisningen, og var derfor høj på en bølge af storhedsvanvid og klappen på egen skulder det meste af formiddagen. Jeg var simpelthen i intet mindre end fucking hopla. Mit (åbenbart midlertidigt) høje humør fik dog en brat ende da noget helt forfærdeligt skete. Bare rolig, jeg sked ikke i bukserne igen. Men det ville fandeme næsten have været at foretrække at tage turen (som består af en time i offentlig transport) hjem med egen afføring ned af benet, hvis man ser det i kontrast til hvad der rent faktisk skete.

Ser I, jeg sad åbenfuckingbart ved siden af verdens mest klodsede, utilregnelige, uhøflige og nederdrægtige kvindemenneske i mands minde. Nu skal jeg fortælle hvad hun gjorde for at tilegne sig de adjektiver: så snart der var pause, strak hun sig ind over sit bord OG MIT, og væltede dermed en helt ny kop skoldhed kaffe lige ned i tastaturet på min computer. Ja. Så skyndte hun sig at tørre op, og shit happens – det kunne ske for selv den bedste, men fik jeg et undskyld? Hell to the fucking no. Og det er så her, den uhøflige del kommer: ikke alene sagde hun ikke undskyld. Hun sagde ikke en skid til mig resten af dagen. Andet end “jeg har ikke flere lommetørklæder”. 

Jeg hader andre mennesker.

Forresten vil jeg lige fortælle, at den manglende mængde indlæg ikke skyldes at jeg hader JER. Jeg er fucking vild med jer. Desværre endte det her på den værst tænkelige måde, og den sidste måned har derfor handlet om alt andet end at være sjov på nettet. Dog hjælper det lidt at komme herind og bande lidt. Tak for at I er her. Jeg vender tilbage, angry and sarcastic as ever. Det lover jeg. 

Et helt nyt liv

Jeg har altid fået at vide, at det ville ske en dag. “Du er først voksen, når du har prøvet det,” sagde de. Det er åbenbart en slags overgangsritual, man ikke kan undgå. Noget, der giver hår på brysterne (ad), og som unægteligt er med til at tilføre karakter. En god historie til de sene aftener på tomme bodegaer, med guldbajere og ingen andre end skæggede klammerter med hang til storbarmede Britta-typer hængende i baren, kan man kalde det. 

Jeg troede dog aldrig, det ville ske for mig. Alligevel sidder jeg nu og kan reflektere over selvsamme oplevelse. Og jeg føler mig oprigtigt som et nyt menneske. Eller… et andet menneske, i hvert fald. I vil tro, det er løgn, når I læser det. Men i dag blev dagen. Dagen hvor jeg sked i bukserne.

Folk jeg hader #7

“Jeg kan ikke skrive sådan et igen. Det har jeg jo lige fucking gjort,” sagde jeg til mig selv, og var enig, indtil det gik op for mig at omtalte indlæg (altså #6 i rækken) blev udgivet for en måned siden. Så er det sgu da ikke så underligt at jeg har bandeabstinenser. De er jo tydeligvis blevet fremprovokeret af manglende outlet for frustration over de utallige direkte usympatiske tiltag, jeg møder i min hverdag. Let’s get to it, shall we(?):

  • Folk, der siger ting som futsko, guf eller – gud for(fucking)byde det – mavse. Jeg kan ikke tage det seriøst. Ikke engang når det bliver sagt til børn. Det giver mig pædofili-vibes. Generelt fatter jeg ikke det med at give ting kælenavne. Medmindre der er tale om egenavne til helt bestemte genstande. Jeg er selv indehaver af en plante ved navn Søren. Det er noget helt andet. Jo, det er. Hold så kæft.
  • Mænd, der føler at de er i deres bedste ret til at kalde mig frøken. Luk røven, Thorkild. Du aner ikke en skid om mig. Jeg er så lidt frøken, at det kan tælles på -1 hænder. Det er så ekstremt nedladende. Det skete engang, at en sælger henvendte sig til Mr. Man og sagde “ja, frøk’nen derovre har vel bare at finde sig i din beslutning, når det gælder mandeting som TV”, mens han skulede hen til mig. UNDSKYLD, HVAD? ER DU KLAR OVER AT JEG FUCKING BETALER HALVDELEN AF DEN LORTEKASSE? Vi købte sjovt nok ikke et fjernsyn af ham.
  • … Og nu vi er i den boldgade, så vil jeg gerne sende et helt særligt skud ud (altså et rigtigt skud. Med patroner eller hagl eller whatever) til de mænd som mener, at det er det sjoveste i verden at proklamere at kvinder hører til i køkkenet. Det er omtrent lige så charmerende som makrelånde og hentehår.
  • Den gigantcunt, som brændte mig af, da hun skulle købe et par sko af mig. Hvem har samvittighed til den slags? Jeg havde brugt hele morgenen på at forberede mig mentalt på at skulle interagere med et fremmed menneske, og så kommer skøgen ikke! Stening og vandtortur med urin til sådanne individer, tak.
  • Den upassende selvudleverende, klamme, k-poptilbedende kummefryser af en slamskøge, som ikke fattede, at jeg ikke orkede at lytte til hendes lort hele vejen hjem i toget. Det var min egen fejl  –  jeg kom til at fortælle hende hvilket tog, jeg skulle med hjem fra studie. Og der begyndte så den længste eftermiddag i mit liv. Det hele startede da hun spurgte mig, om ikke jeg ville se hendes nye profilbillede på Facebook (okay, hvem helvede spørger også om det?), hvortil jeg svarede “du viser mig det sikkert selvom jeg siger nej, gør du ikke?”. Og “jo,” svarede hun grinende (hun opfattede tydeligvis ikke den truende tone, men troede derimod at jeg havde gang i lidt venligt drilleri. Hun kender mig ikke), mens hun glad viste mig et billede, som hun utvivlsomt ønskede min reaktion på. Jeg endte imidlertid med at svare “det ligner dig ikke”, fordi jeg så håbede på at hun ville lukke røven. Men nej. Det ledte hende derimod ind i en ny monolog om at hendes mor mente, at hun mere lignede sin far end nogen anden. Og bla, bla og fucking bla i en hel time. Måske skulle jeg dedikere et helt indlæg til hende, for hold nu fucking kæft, der er ikke det, jeg nu ikke ved om hende.
  • Folk som har androidtelefoner og sender snaps med deres klamme efterlignings-emojis. Stop. Den græder ikke af grin. Den græder fordi den aldrig blev til noget. Og sådan er det.

uninspiring-quotes-instagram-unspirational-63-599e88dcbd1a2__700.jpg

Wuhuu

Normalt holder jeg virkelig af at bande ad, over og til folk, men i den tid, jeg går igennem lige nu, har jeg seriøst brug for noget positivitet. Derfor har jeg dedikeret et indlæg til de ting og mennesker, som jeg synes fortjener et fucking tamburkorps løbende efter sig med inspirerende musik hele dagen, og en hat hvor der står “fuck ja sgu da”. Okay, den reevaluerede jeg lige. Jeg vil gerne lave det om til, at de fortjener en stille ferie på en afsides, børnefri ø, hvor de kan sippe drinks og høre Podcasts. Stadig med hatten. Ja, for hvis jeg havde et tamburkorps efter mig hele tiden, ville jeg fandeme ende med at skyde ørerne af mig selv. Nå, nej, tilbage til den glade liste:

  • Den cirka 70-årige mand, der gik i Rema uden sko på, købte mælkesnitter og toiletrens, og derefter spankulerede ud til sin rødprikkede cykel og kørte mod solnedgangen. Jeg forestiller mig at han bor i et træ med sin kone, og at de skal holde en fucking fest med den toiletrens. #vestegnen
  • Den modne herre, som bad den anden herre, som havde råbt ind i sin telefon på tyrkisk et par minutter i stillezonen (I ved, hvordan jeg har det med den slags), om at lukke røven eller skride. You fucking go, Glen Coco. Det der med at jeg selv var for tenderende til indtørret vatpik til at sige noget, taler vi ikke om.
  • Fucking ost, altså. Specielt den smeltede slags.
  • Min mor. Hun er alt for fucking sej. Meget af det, der sker i mit liv lige nu, handler om hende, men hun formår alligevel at være der for mig når jeg ringer og græder, fordi jeg ikke tør ringe til min forsikring og opsige den.
  • De der mennesker fra Sommerbird og deslige, som bruger deres vagt i Magasin på at dele chokolader ud. Fucking vigtigt arbejde, altså.
  • Den (virkelig) gamle dame, som brugte 5 minutter på at fortælle Mr. Man hvor godt et menneske, han er, fordi han havde hjulet hende med at finde den øl, hendes mand kunne lide, i Føtex.
  • Alle jer, som aldrig påpeger, at jeg fucking ikke kan sætte ordentlige kommaer. Fucking tak, altså.
  • Den altædende afløbsrens, jeg har fundet. Man må ikke røre den, for så falder ens fingre af, og man får miltbrand hvis man indånder dampene, men hold kæft, den er effektiv. Og tjekkisk, vistnok.

eb16b2ddc8db0e8b11e1c0a481d932c3

Tabte indlæg

Jeg bruger virkelig meget tid på at sidde midt i mine egne tanker for tiden. Det er ikke nødvendigvis sundt for sådan en som mig, der let kan komme til at forsvinde til et mere passende sted, hvor folk ikke kigger på mig som var jeg spedalsk, når jeg fejler i den simple disciplin, det er, at komme op på min cykel. Et sted hvor vandet er flydende ost, og hvor alle kan sætte perfekt nutids-r.

Hos mig sker der imidlertid det, når jeg ikke kan fordybe mig i noget meningsfyldt, at jeg begynder at skrive. Det resulterer i hundredevis af ideer til og begyndelser på lorteindlæg, som ingen gider læse, og som jeg aldrig gider skrive færdige (færdigt? Færdig? Fuck). For eksempel skete det, da jeg i går gik i gang med at skrive om de dårligste gaver, jeg nogensinde har fået. Det skete også da jeg, i et selvindsigtsfyldt øjeblik, besluttede mig for at dedikere et helt indlæg til det paradoksale faktum, at jeg ikke kan sætte komma. Det skete i allerhøjeste grad, da jeg overvejede at udgive et indlæg med kun “Fuck alt, jeg tager til Sibirien” skrevet, og så et billede af en hund med en sombrero på. Man kunne jo argumentere for at der er tale om decideret agurketid, men den hopper jeg ikke på, for det er jo ikke fordi, der ikke sker noget. Der sker faktisk for meget.

Skærmbillede 2017-08-04 kl. 23.19.46