Jamen dog

Jeg VED godt, at I savner mig. Jeg VED godt, at jeres hverdag er trist og grå (og solskoldet) uden jeres aldrig-steady flow af mine ord, men jeg er simpelthen nødt til at fortælle jer, at der kommer til at være en længere pause, for der er nemlig sket det, at jeg er gået hen og blevet glad. Helt ind i knoglerne. Og den slags kan man jo ikke skrive om.

Vel?

Her, tag noget holden-i-hånden-agtig inspiration:

(Ps.: Vi ved alle sammen godt, at jeg snart får nok af al den glæde, og så ved vi også godt, at jeg kommer tilbage. Don’t miss me too hard. Jeg forudser agurketid i mit liv, og det betyder prime time på bloggen, så bare rolig. Det ER altså bare svært at være sur, når jeg lige har fået 10 i det der fag, som 40% dumper. Det ER det.)

Advertisements

Folk jeg hader #8

  • Den midaldrende, klæbende, gammelstinkende, pågående nissefar med hvide fuger (som endnu ikke var blevet soya-farvede af den bagende sol til trods for 10 daglige timer ved poolen) i sit pensionistnegerfjæs (må man sige det?), der i sidste uge (på en ferie, vel at mærke) valgte mig som sin fortrolige. Han satte sig ved siden af mig til morgenmaden (forestil jer følelsen, man får, når nogen sætter sig på sædet lige ved siden af en, til trods for, at alle andre sæder er frie, og gang det med 100) på tredjedagen og berettede om sin “lille veninde, som ligger oppe på værelset og venter på spejlæg” og spurgte derefter: “Vil du ikke overtage mine liggestole? Der er jo betalt for dem, og vi rejser i morgen. Jaaeh, det ville du rigtigt blive glad for, ville du ikke?” mens han blinkede til mig og lagde hånden på min skulder. Jeg tror, det er en form for uudtalt og overset #metoo, og jeg tror oprigtigt ikke, han forsøgte at være klam, men hold kæft, hvor var han klam. Skide folkepensionister og deres charterferier.
  • Folk, der mener, at kammerjunkere er lækre. Det er en kiks, som ikke har et mellemstadie med optimal konsistens, men som derimod går direkte fra mursten til gennemtygget fødselsdagsbolle blandet med mælk. Den er billig af en grund og smager af parketgulv. Stop.
  • Apropos klamme mænd, så hader jeg i særdeleshed typer som ham, jeg stødte på for et par uger siden inden en fodboldkamp (altså jeg skulle ikke se den. Bare rolig). Lad mig sætte scenen: Jeg står og venter på et tog sammen med Mr. Man, og pludselig bliver vores idylliske lørdagsudflugt (eller onsdagsudflugt. Jeg ved ikke længere hvad dage er #eksamen) spoleret af en tydeligt påvirket mand på mindst 50 med pjaltet tøj, som råber til en ung kvinde i fodboldtrøje på den modsatte perron:
    Svin: “Har I vundet?”
    Kvinde: “Nej, men det gør vi!”
    Svin (nærmest skrigende): “Nå, så har du sejrpatter! Må vi se dem?”
    Jeg har vist før fortalt, at jeg ikke rigtigt ser ‘flight‘ som en mulighed i nogen former for  fight or flight-situationerog jeg satte af samme grund straks i løb mod svinet for at losse ham i testiklerne, men blev stoppet af en yderst rolig Mr. Man, som løftede mig fra jorden og påpegede, at jeg nok ikke skulle lægge mig ud med hvad der lignede Ishøjs svar på en ruineret Al Capone med meth-tænder og Guldbajer-ånde. Jeg konstaterede i sekundet, at han nok havde ret, men har fortrudt det lige siden, for Svin Capone fortjente kraftedeme en amputation af begge hænder og den ene sveskelomme. Det var bare det.
  • Bagere, som putter beige birkes på ting. Hvad handler det om?
  • Den smålige, uregerligt dumme, nærmest allergifremkaldende irriterende og yderst fucking rynkede sæk dadler, som ekspederede mig på Apoteket. Jeg ville forsøge mig med de der (åbenbart) skidehamrende smarte, farvestrålende, Björn Borg-svedbåndslignende fleecehelvede-armbånd, som siges at kunne hjælpe mod køresyge. Jeg traskede ind på apoteket og så nok forvirret ud, for straks kom en apotekerdame (Dadelsækken) hen og spurgte, om jeg havde brug for hjælp. Jeg fortalte hende om mit ærinde, og hun viste mig hen til armbåndene, hjalp mig med at finde den slags, der var tiltænkt voksne (hun spurgte først, om det var til et barn. Ligner jeg en, der er uselvisk nok til at producere og passe afkom?), og fulgte mig op til kassen, hvor jeg blev ekspederet færdig (færdigt? Ja. Det andet lyder som en seksuel ydelse). Som afsluttende kommentar knytter hun sætningen “Næste gang skal du altså tage et nummer. Man kan jo ikke bare springe køen over” til vores interaktion. Altså HVAD? Skulle jeg selv kunne regne ud at du ikke rigtigt ville hjælpe mig, da du tilbød at følge mig op til kassen? I think fucking not, flødebollecunt (hun lignede en flødebolle. Med dadler (ad). Jo, hun gjorde så).
  • Karen Thisted.
  • Min mors decideret stupide side. Dette punkt er lidt følsomt, for jeg hader bestemt ikke min mor, men der er kraftedeme tidspunkter hvorpå det hænder, at jeg sætter spørgsmålstegn ved det faktum, at jeg, som det ellers relativt intelligente og (stræbende mod en tilværelse som tilnærmelsesvis semi-) intellektuelle menneske, jeg er, er kommet ud af selvsamme kvinde, som i løbet af tidligere nævnte ferie i sidste uge (midt ude på landet i Spanien) sagde følgende sætninger uden så meget som et strejf af hverken ironi eller sarkasme: “så går jeg lige ned i supermarkedet og køber noget rugbrød, leverpostej og rejeost”, “Hvorfor skulle de ikke tage danske kroner nede på grøntsagsmarkedet?” og endelig, min yndlings, (på monotont Valby-dansk til den meget spanske tjener) “undskyld, men har I ikke persillesovs?”. Jeg bør snart stoppe med at blive forbløffet, for det er trods alt ikke første gang, hun spreder sine guldkorn. Jeg hader ikke min mor, men jeg hader at se dum ud, og den slags smitter altså af, nå.

34863346_10217233726701140_6308086083305340928_n

(Jeg er lammet. Både som substantiv og adjektiv)

Hybris, din cunt.

Jeg har altid været et underligt barn. Jeg elsker ikke rå kagedej, jeg er bange for svampe, og jeg har af ukendte årsager altid ønsket mig en gennemsigtig paraply. “Så kan jeg se verden over mig,” tænkte jeg, og forestillede mig en tante i regnvejr sjoske drømmende gennem Paris’ gader med en overflod af croissanter i lommerne og Piaf i ørerne. Jeg har fucking altid ønsket mig en gennemsigtig paraply. Skæbnen ville det imidlertid sådan, at jeg faldt over en (næsten bogstaveligt talt, men det var dog alligevel ikke den, der var skyld i det her) på min selvransagelses- og -erkendelsestur. Jeg var selvfølgelig nødt til at erhverve mig den, selvom den stod i hele 45 kroner. Jeg var forelsket. Den fulgte mig alle steder, og lod mig kigge op på trods af regnen, så jeg alligevel fik noget for den 25-øre, jeg havde spenderet på sådan at lege Gulliver (med skibsforlis og det hele, hvis man ellers er med på sådan en tallerken overført betydning).

Kender I den med ‘Fool me once, shame on you (…)’? Ja, jeg er så på noget, der ligner ‘Fool me forever, still shame on me”, for der skete endvidere det, at jeg en sen aften på mit hotelværelse sad og funderede over, hvad fanden det var, der manglede. Jeg havde min pung, min telefon, mit pas og mine nøgler, så hvad fanden var det, jeg sådan savnede? Det var min elskede, gennemsigtige paraply. Den var fucking væk. Forsvundet i et sort hul af ingenting, og jeg vidste godt, at jeg nok aldrig ville få den at se igen. Jeg græd lidt (ikke rigtigt, men for dramatisk effekt, I ved) men besluttede mig så for, at jeg sgu da bare kunne købe en ny, så det gjorde jeg, og græsset var grønnere i to dage, hvor jeg brugte åndssvagt meget tid på at undersøge hvorvidt jeg overhovedet måtte tage en paraply med i flyet hjem.

Så kom dagen. Jeg havde i tre dage passet på den som en anden spedalsk, moderløs (og åbenbart også hudløs) baby. Min fantastiske, transparente, smukke og ønskede paraply. Jeg sad lidt for mig selv ved gaten og tænkte over hvor stolt jeg egentlig var over, at jeg havde husket den, og at jeg på trods af egen klodsethed og idioti havde mestret at få den med gennem security. Men vent … Hvor fanden var den stok af plastik, jeg sådan elskede? Hvor var min trofaste følgesvend, som havde ageret emotionel support gennem skræk og smerte? Den var fucking væk. Igen.

Jeg har aldrig i mit liv claimet, at jeg ikke er en idiot. Jeg har endda skrevet hele (korte, bevares) blogindlæg med erkendelse herom. Dog hænder det (oftere end jeg gerne vil indrømme), at jeg overstiger egne forventninger til den mængde af idioti, jeg besidder. Og sådan gik det til, at I nu har læst et helt indlæg om mig og to gennemsigtige paraplyer.

b41c27bddf4b52d0e69ad12d421dab14.jpg

Hovmod står til salg

(Please sig, at I fattede min joke. Please)

Da jeg var lille gav jeg slet ingen fucks: jeg badede i urininficerede springvand og løb rundt med pornopink læbestift i hele fjæset på Roskilde Festival som 5-årig. Jeg svarede lærerne igen og talte i timerne (ja, jeg var fucking irriterende) som 7-årig. Jeg klippede alt mit hår af fordi jeg kunne (jeg ville ligne hende fra Shout) som 8-årig, og jeg gav ikke en fuck mens jeg gjorde det. Jeg var sikker på, at venner, det var sådan noget jeg kunne få, når jeg blev voksen, for det var sgu da deres problem hvis de syntes, jeg var for meget. Jeg fandt imidlertid ud af, at det ikke altid er så ligegyldigt om det er populært at gøre ting, og at jeg ikke fungerede så godt solo, og derfor måtte jeg jo begynde at give nogle fucks for noget (nu bliver det snart perverst med de fucks. Skal nok prøve at stoppe). Det kunne jeg imidlertid heller ikke håndtere, og endte blandt andet med en diagnose eller 3, et usandsynligt angstpræget, sensitivt sind og en kæmpe frygt for ikke at være tilnærmelsesvis god nok, og det har så dikteret hvordan min tilværelse har set ud lige siden. Wup wup.

MEN …

For nogle måneder siden besluttede jeg mig imidlertid for, at det fandeme kunne være nok. Det kunne sgu da ikke være rigtigt, at jeg ikke kunne fungere uden en (raceblind, åbenbart) hundefører til at lede mig, så jeg gjorde noget ved det. Eller … jeg tog første skridt: jeg TÆNKTE på at gøre noget ved det. Ideen var god nok, men jeg grinede af mig selv, for selvfølgelig tør jeg sgu da ikke tage nogen som helst fucking steder hen alene og som om jeg nogensinde får trådt ud af døren og tænk hvis alt går galt og tænk hvis jeg kommer til skade og tænk hvis jeg bliver ked af det og hvad hvis jeg kommer til at være helt ensom og og og og og og… Jeg er efterhånden blevet god til at tale mig selv ned (og til at tale ned om mig selv, i øvrigt), og de intentioner, der ellers startede så godt, var på vej ned i en kasse med ordet “NEJ” skrevet udenpå.

Midt i den tankestrøm gik det op for mig, at jeg var nødt til at gøre det. “Fuck det,” tænkte jeg, og der gik ikke en time førend jeg havde bestilt billetter og hotel til mig selv. KUN mig selv. Nu var jeg jo nødt til det, for er der noget, jeg hader, så er det at miste penge, og jeg havde med vilje ikke tegnet en afbestillingsforsikring, så der var ingen redningsbåd.

Derfor tog jeg (spoiler) helt alene på hotel et sted i verden, der ikke er Danmark (okay, ikke så meget spoiler). Først gik det virkelig godt, og jeg smilede i lufthavnen, blev lukket ind i fast-track (jeg lignede åbenbart en, der vidste, hvad fanden det var, jeg lavede – de skulle bare vide (indsæt selv egoistisk high five over kommatering)) og havde en fucking fest over eget mod og velbefindende. Jeg. Gav. Ikke. En. Fuck.

Fast forward til mig, liggende i min overdimensionerede (sikkert spermindsmurte og sygdomsbefængte) hotelseng med foden i gips, en hudafskrabning på størrelse med en velvoksen hamster på knæet og en rejseskadeforsikring, der ikke dækker frakturer. Hur-fucking-ra og halløj.

Så meget for ikke at give en fuck.

please-do-not-play-with-the-witch-she-is-fragile-27827973

… og så snakker vi ikke mere om det

<a href=”https://www.bloglovin.com/blog/14785937/?claim=zw6899mee7x”>Follow my blog with Bloglovin</a>

(Undskyld for grim start ovenfor. Det var nødvendigt, for ellers kommer mine indlæg ikke på Bloglovin osv., og vi kan jo ikke have, at I sådan går glip)

Jeg har brugt de sidste par måneder på at genopfinde mig selv. Læg mærke til, at jeg skrev genOPfinde. Det der med at finde sig selv, det droppede jeg efter at have ledt efter mig i fire timer i BonBonLand (jeg var taget hjem). Hvad har jeg så fundet på? Jo, Børnlil, nu skal I høre:

Jeg har fået en kat, bestilt en rejse til mig (og kun fucking mig) og fået hele TO blade til at spire på min ellers så pessimistiske, melankolske Monstera, som har ageret præmatur teenager siden nytår. Derudover har jeg opfundet en profiltekst til den Tinderprofil, jeg helt sikkert aldrig skal have. Det skulle være noget i stil med “Thunder thighs? That’s where my beauty lies”. Mit gæt er, at jeg ikke ville ende med at få så meget som et halvt slag dillertjavs, men jeg er alligevel svært begejstret for egen poetiske kunnen. Mit andet bud på salgstekst til egen person lød på “Jeg har til gården og gaden (og en lille stuelejlighed)”. Det er åbenbart vigtigt lige at understrege sin overvægt, har jeg hørt. Så kan de ligesom ikke kræve pengene tilbage bagefter (høhø). Mr. Man lever imidlertid i bedste velgående, og jeg er i gang med at lære, at det ikke er farligt når han laver mad. Så har jeg selvfølgelig også været trist over the state of human kind og alt det der, men det er jo for helvede ikke sjovt at hverken genleve eller læse om.

Jeg har også gjort noget ret vigtigt op med mig selv. Jeg har nemlig besluttet, at et bestemt familiemedlem er nødt til at vige pladsen i mit liv til fordel for mit velbefindende. Jo ældre jeg blev, desto mere gik det op for mig, at den relation var decideret giftig. Og her kommer så grunden til, at jeg ikke har skrevet til jer i noget tid: jeg er skidebange. Jeg er så pissehamrende ræd for, at en af jer genkender mig, og sender alle mine tekster i brevform til mine nærmeste. At det rent faktisk er ren utopi, det her, for jeg kan jo ikke RIGTIGT slippe afsted med at læsse af på denne måde. Der må jo komme en fra SKAT og kræve moms en dag. Menneskemoms. Så jeg turde ikke skrive noget.

Men jeg er nødt til at skrive noget, for Janne savner mig. Det har hun selv fortalt.

30776286_10216870191292982_685852098_n

Revl, krat og søvnløse nætter

Jeg ynder at kalde mig selv B-menneske (eller egentlig helst c, fordi b, som tidligere nævnt, ikke helt dækker min kærlighed til noget, der mest af alt tangerer evighedslur til langt op ad dagen), og nyder mine sene nætter med podcasts, selvmedlidenhed og kage. Dog må jeg erkende, at jeg har mødt min overmand.
Ser I, når man sådan bor i noget, der mest af alt minder om et glorificeret betonbyggeri med indbygget smittende accent og tøjstil, hvis man ikke passer på, så sker det jo, at man ender med at komme en del tættere på sine naboer end man lige regner med (og håber på). Jeg ved for eksempel, at et par i opgangen ved siden af har en halvandetårig lorteunge med evighedskolik og exentrisk, frygtløs livsanskuelse (ellers ville den for helvede ikke turde larme sådan på Vestegnen), for den skriger (ja, skriger) cirka 5 timer i døgnet. Og ja, jeg har taget tid (jeg havde fri og gad virkelig ikke læse. Kunne selvfølgelig heller ikke grundet førnævnte øregangstortur). Jeg ved også, at hende oppe på 2. har så slem KOL, at hun bliver hentet af en ambulance et par gange eller 5 om måneden. Det ved jeg både fordi blinkene vækker mig, og fordi at hendes hosten kan høres her, to etager under hende. Der sker nemlig det, at hvis nogen af dem så meget som tænker på at plante et velmenende tankefrø med intentioner om at føre den mindste aktivitet ud i livet, så hører jeg det. Derfor undrer det mig også, at jeg aldrig har hørt noget, der så meget som lugter af (høhø) kønslig omgang. Men på den anden side; hvem fanden gider knalde til det ulidelige soundtrack som er Barneskrig – nu på repeat. Det sætter ligesom en stoppe for formeringstrangen.

Nuvel. Det var hverken det afskyeligt belastende afkom eller den mimrende, egoistiske krage-taske på 2., vi skulle snakke om. Nej, for jeg har nemlig en overbo (no fucking shit), og her kommer min tidligere nævnte identitet som b-menneske (og min nyfundne ambivalens i forhold til netop den) på banen. Han har nemlig nattearbejde. Jeg hader ham ikke af den grund (SÅ smålig og up-in-everyone’s-business er jeg heller ikke). Jeg hader ham inderligt og med stor passion fordi han åbenbart cykler til og fra arbejde, og jernhesten åbenbart er så fucking kostbar, at den skal stilles ind i hans kælderrum hver nat. Hans kælderrum, som ligger DIREKTE under min lejlighed. 10 minutter med hvad der virkelig lyder som sporadisk hammerbanken og jernklokker, der falder ned over kattehaler, skal jeg igennem, fordi idioten kraftedeme ikke engang kan tage sig sammen til at rydde op i det fucking rum, så han bare kunne sende sit aluminiumsmonstrum (hold nu kæft, et smukt ord) af en anden verden (med nossedræbende sadel, kan jeg berette) derind med et let puf. Jeg hader andre mennesker.

Jeg har forresten fået en kat. Det var bare det.

Uninspirational-Quotes-for-People-Who-Hate-Inspirational-Quotes-6

Overspringstanker

Når man sådan lider af kronisk dovenskab, momentan eksamenshjerne og allestedsnærværende koncentrationsbesvær, så er det en anelse sværere end som så (fucking dumt udtryk jo. Det betyder ingenting) at få lavet det, man egentlig skal. Det, jeg skulle, var imidlertid at skrive en eksamensopgave, men i stedet valgte jeg at bruge min tid på noget, der var langt mere fornuftigt; at skrive samtlige af mine spontant opståede tanker ned (forbered jer på, at det bliver lidt langt og meget navlepillende – what else is new?):

  • Den der funktion, iPhones har, som fortæller en, at “din telefon er tilstrækkeligt opladt” ved 80%, hvem i al helvede har været den postpubertære snotpraktikant, der har fundet på det? Man kan da ikke bare kaste et ord som “tilstrækkeligt” ind og regne med, at det er universelt(salt?)! Tilstrækkeligt til HVAD, Steve Jobs? Hvad nu, hvis jeg gerne simultant vil spille Pokémon, høre hjernecelledræbende podcasts OG bruge min GPS til at finde nærmeste fastelavnsbolle i lige nøjagtigt 4 timer og 19 minutter? KAN DU LOVE MIG AT DET KAN LADE SIG GØRE, STEVE?
  • Hvorfor har jeg ikke en kat? Vi skal da have en kat. Kan vi få en kat? Nu skal vi have en. Giv mig kat. (For real. Vi skal have en ægte kat. Sådan en med pels, hale og et liv, man skal passe på. Lider skiftevis af angstsved og glædestårer).
  • Hvis jeg giver Mr. Man en helt åndssvagt dårlig fødselsdagsgave, stopper han så med at give mig tilsvarende røvfesne husholdningsapparater? Min samling tæller nu: strikkepinde, en pandekagepande, et piskeris, en juicer og en gryde. Jeg kan ikke strikke, laver aldrig pandekager, bruger altid elpisker og Gud-for-fucking-byde, at jeg skal til at være sådan en type, der juicer og altid har ingefær og acaï i grøntsagsskuffen. Havde jeg ønsket mig det? Nej. Følte jeg mig som en uønsket mormor uden gebis (men med tendens til at grine med åben mund) til juleaften? Det kan du godt satse din naive Eurojackpotkupon på, ja.
  • Det der skedesvamp, det skal da ikke behandles, skal det? Kan jeg ikke bare nøjes med at drikke noget tranebærjuice? (Læs: det kunne jeg ikke).
  • Hov, vores bogreol trænger da vist til at blive farvekoordineret! Og skal vores plante da ikke også lige trimmes? Jeg skal da genbehandle gulvet! Det er da det jeg skaaaaal.
  • Hvis jeg nu ikke skriver til dem og fortæller, at vi ikke har fået denne måneds andelsregning, så skal vi jo slet ikke betale, vel? Så skal vi den ondelyneme på ferie, du. Hvor kan man få en uges all-inclusive for to for 2800? Det kan man ikke? Nå. Brunch i Rødovre Centrum it is. #øvbanan
  • Gad vide hvor mange der kan huske dengang, hvor “tillykke” var det ultimativt mest flabede og ondskabsfulde, man kunne sige til et andet menneske.
  • Hvad fanden laver min nabo, når han hører James Blunt på repeat om natten (udover det åbenlyse)? Hvorfor reagerer han ikke, når jeg hamrer i væggen med en støvelhæl? De andre må da også kunne høre ham. Kan man blive dømt for selvtægt, hvis det også var for andres skyld?
  • “Jeg kan helt sikkert godt lade være med at vaske mit hår i en dag mere,” sagde jeg til mig selv, da jeg så mig i spejlet og lod som om det var lyset, der gjorde det mere skinnende end en træt Mikkel Hansens. Hvordan fanden er hans hår så fedtet INDEN kampen?
  • Gad vide om hun nogensinde fatter, at jeg ikke orker hende. Altså, hvem helvede SENDER memes til andre mennesker? Ikke tagger, nej. SENDER. 7 om dagen, du.
  • Det er da ikke sådan rigtigt farligt at have et billede af sit nøglekort til Nem-ID liggende på telefonen, vel?

 

Jeg er ikke bygget til at administrere min egen tid. Kan jeg få en voksensitter? Hov, var det et nyt semester, der startede? Fuck.

finn