Wuhuu

Normalt holder jeg virkelig af at bande ad, over og til folk, men i den tid, jeg går igennem lige nu, har jeg seriøst brug for noget positivitet. Derfor har jeg dedikeret et indlæg til de ting og mennesker, som jeg synes fortjener et fucking tamburkorps løbende efter sig med inspirerende musik hele dagen, og en hat hvor der står “fuck ja sgu da”. Okay, den reevaluerede jeg lige. Jeg vil gerne lave det om til, at de fortjener en stille ferie på en afsides, børnefri ø, hvor de kan sippe drinks og høre Podcasts. Stadig med hatten. Ja, for hvis jeg havde et tamburkorps efter mig hele tiden, ville jeg fandeme ende med at skyde ørerne af mig selv. Nå, nej, tilbage til den glade liste:

  • Den cirka 70-årige mand, der gik i Rema uden sko på, købte mælkesnitter og toiletrens, og derefter spankulerede ud til sin rødprikkede cykel og kørte mod solnedgangen. Jeg forestiller mig at han bor i et træ med sin kone, og at de skal holde en fucking fest med den toiletrens. #vestegnen
  • Den modne herre, som bad den anden herre, som havde råbt ind i sin telefon på tyrkisk et par minutter i stillezonen (I ved, hvordan jeg har det med den slags), om at lukke røven eller skride. You fucking go, Glen Coco. Det der med at jeg selv var for tenderende til indtørret vatpik til at sige noget, taler vi ikke om.
  • Fucking ost, altså. Specielt den smeltede slags.
  • Min mor. Hun er alt for fucking sej. Meget af det, der sker i mit liv lige nu, handler om hende, men hun formår alligevel at være der for mig når jeg ringer og græder, fordi jeg ikke tør ringe til min forsikring og opsige den.
  • De der mennesker fra Sommerbird og deslige, som bruger deres vagt i Magasin på at dele chokolader ud. Fucking vigtigt arbejde, altså.
  • Den (virkelig) gamle dame, som brugte 5 minutter på at fortælle Mr. Man hvor godt et menneske, han er, fordi han havde hjulet hende med at finde den øl, hendes mand kunne lide, i Føtex.
  • Alle jer, som aldrig påpeger, at jeg fucking ikke kan sætte ordentlige kommaer. Fucking tak, altså.
  • Den altædende afløbsrens, jeg har fundet. Man må ikke røre den, for så falder ens fingre af, og man får miltbrand hvis man indånder dampene, men hold kæft, den er effektiv. Og tjekkisk, vistnok.

eb16b2ddc8db0e8b11e1c0a481d932c3

Advertisements

Tabte indlæg

Jeg bruger virkelig meget tid på at sidde midt i mine egne tanker for tiden. Det er ikke nødvendigvis sundt for sådan en som mig, der let kan komme til at forsvinde til et mere passende sted, hvor folk ikke kigger på mig som var jeg spedalsk, når jeg fejler i den simple disciplin, det er, at komme op på min cykel. Et sted hvor vandet er flydende ost, og hvor alle kan sætte perfekt nutids-r.

Hos mig sker der imidlertid det, når jeg ikke kan fordybe mig i noget meningsfyldt, at jeg begynder at skrive. Det resulterer i hundredevis af ideer til og begyndelser på lorteindlæg, som ingen gider læse, og som jeg aldrig gider skrive færdige (færdigt? Færdig? Fuck). For eksempel skete det, da jeg i går gik i gang med at skrive om de dårligste gaver, jeg nogensinde har fået. Det skete også da jeg, i et selvindsigtsfyldt øjeblik, besluttede mig for at dedikere et helt indlæg til det paradoksale faktum, at jeg ikke kan sætte komma. Det skete i allerhøjeste grad, da jeg overvejede at udgive et indlæg med kun “Fuck alt, jeg tager til Sibirien” skrevet, og så et billede af en hund med en sombrero på. Man kunne jo argumentere for at der er tale om decideret agurketid, men den hopper jeg ikke på, for det er jo ikke fordi, der ikke sker noget. Der sker faktisk for meget.

Skærmbillede 2017-08-04 kl. 23.19.46

 

Midlertidigt manglende funktionalitet

Normalt binder jeg jer flotte ord om selvransagelse og jeg-skal-finde-mig-selv-realiseringer på ærmet når jeg ikke får skrevet nok. Denne gang handler det bare ikke om mig. Jeg trækker nemlig hverken “stikket ud”, er på detox eller deslige som en hver anden, mere fancy blogger ellers kunne hitte på at gøre det. Nej. Denne gang er alt sat til side. Der er meget alvorlig sygdom i min nærmeste familie, og al min tid, mit overskud og mine sparsomme positive tanker går dertil.

For er der en ting, jeg elsker mere end ordet ‘fuck’, mayo, at hade på gamle kællinger og i øvrigt alt andet på jorden, så er det min familie. Jeg håber at I kan undvære mig lidt endnu.

Kærlighed til jer.

temporarily-unavailable

Folk jeg hader #6

  • Alle de snotgnaskende eksemplarer af menneskeligt afkom som ikke kan finde ud af at det ikke er alle der orker at blive skreget ind i øret fordi Frida altså har fundet en regnorm. Du behøver ikke grine-råbe det gennem hele fucking BonBonland, vel? Luk røven når de kvartvejskriseramte snakker.
  • Alle som mener at det er noget opdigtet fis, det med at man kan få en kvartvejskrise. I’m living it, darling.
  • Den hængepatindehavende smadderkasse af en skøgedåse som havde the audacity til at tørre resterne af sin sure fissekarma af på mig og sige “der findes jo andre end dig her i verden, lille ven” som svar på at jeg sagde “er det min etage? Nåh, nej, det er kun stuen” i elevatoren. Hvem helvede havde gnedet sit skridt op ad hendes slangeskindstaske? Undskyld at jeg stiller dig et retorisk spørgsmål, men jeg orker virkelig ikke at træde ud på den forkerte etage og ende ved det rynkenosse-befængte yogalokale. Ja, jeg var på et ældrecenter. Lad være med at spørge hvorfor. #nevergoingback
  • Folk som føler at de er herskere af hele verden og derfor skriver en facebookopdatering (hvilket alle skal stoppe med. Nu. Ingen giver en fuck og ingen ser det udover mig) på gebrokkent syvendeklassesengelsk, men glemmer at sætte den højhellige smartphone på engelsksproget tastatur så Teksten Ender med At stå Sådan Her. Vi har gennemskuet dig, Klaus.
  • Den talentløse PR-praktikant som havde skrevet noget i stil med “vil du føle dig som en ægte konge af verden? Deltag i konkurrencen og vind et King Card, som giver 20% på alt på Burger King”. Den må I selv ligge og slås med.
  • Folk som “får noget ud af deres ferie”. Jamen så koncentrer dig dog om den grisefest, du ikke selv har betalt for, i stedet for at proklamere dit overskuds altoverskyggende tilstedeværelse overfor alle os fattigrøve som højst kan få lov at puste et badedyr op i stuen. Bitter? Mig? Ja sgu da.
  • Alle som vover at kommentere med bare en snert af negativitet når de finder ud af at vores nye chromecast er blevet døbt Chrome Carsten.
  • Folk som bliver sure over at blive kaldt snotskovl. Det er så sjælden en fornøjelse at det da næsten må ses som værende en kompliment.

download

Klubben

Jeg er genert ad helvede til, og kan ikke tage imod ros på noget der bare minder om en nogenlunde anstændig facon om det så gjaldt mit liv. Det er en skidegod kombination, ja. Derfor kunne jeg heller ikke være i mig selv da jeg fandt ud af at fucking fantastiske og dygtige Karoline fra hvidkaffe læser med her. 

Så gik det op for mig at jeg har fået et par andre nye læsere også, og Hej til jer! Velkommen til klubben, sgu da! Jer kan jeg heller ikke helt håndtere, men jeg prøver da. Hvis det nogensinde sker at jeg rammer 100 følgere på bloglovin’, så skriver jeg sgu en personlig tak til hver og en, for den dag vinder jeg sikkert også i det lotto, jeg ikke spiller (“Hasard og mænd med måne skal man holde sig fra” siger min mor altid. Eller, det gør hun ikke, men det lyder da meget godt).

Jeg ville egentlig ikke så meget andet end at fortælle det. Og så at jeg i dag gik ned for at hamstre mælkesnitter på tilbud i netto (nægter at betale fuld pris for de glorificerede, flade roulader, som jeg næsten, på trods af deres fesne fremtoning, elsker mere end mit liv), men at der var fucking udsolgt og at jeg derfor endte med at købe for 53,5 kroner spotvarelort, som nu kigger misbilligende på mig fra køkkenbordet. Jeg er svag når det kommer til chokolade og bandeord, undskyld. 

Nå, jeg må tilbage til at være helt vildt ydmyg over at nogen gider læse det, jeg skriver, og samtidig dvæle lidt i storhedavanviddets lys mens jeg ryster i bukserne af ærefrygt.

Optimismens tidsalder

Det skete engang at nogen i en vildfaren tankestrøm kom til at udbryde “du skulle næsten prøve yoga, i forhold til al den anspændthed og angst, du render rundt med i kroppen”. Til at starte med tænkte jeg at det kunne være flot hvis jeg sådan kunne stå på den ene hånd mens jeg smurte en nutellamad med den anden. Bagefter tænkte jeg, at det sikkert kun er sådan nogle frelste, økotilbedende slanke-Sanner som går til den slags. Til sidst bestemte jeg mig for at det fandeme skulle have lov til at være løgn, at jeg var sådan en der blev holdt tilbage af mine egne forudintagede stigmaer. I am nothing if not stubborn.

Jeg googlede, googlede og googlede. Jeg fandt ud af tre ting:

  1. Jeg skulle ind til centrum hvis jeg ønskede en instruktør som ikke var af “jeg fandt mig selv som 48-årig, har skiftet navn til Hanne-Vibeke Snefnug, så det passer til mine hængejader, drikker kun urtete og dyrker Tantrasex med min behårede mandsperson”-arten.
  2. Det koster ikke bare en bondegård at gå til yoga, for sådan en kan man da vel erhverve sig for lidt over en million hvis man ellers vil langt nok ud. Nej, det koster en herskabsvilla med tilhørende plankegulvslakerende, asiatisk husholderske.
  3. Jeg er alt for fucking tyk og endnu mere alt for klodset til at kunne det, de kan på billederne.

Pludselig slog det mig, at jeg sgu da egentlig var meldt ind i et af de der, som normale mennesker kalder et træningscenter! De må da have yoga! Det havde de ikke. Alle Fit-Franzerne i Danmark har bestemt sig for at intet skal hedde det, det er. Men så fandt jeg Bodyflow, som vel næsten ikke kunne være meget anderledes, men måske mere tilgivende (og billigt).

Jeg begav mig afsted en lørdag formiddag. Inde i det lille lokale var en højhellig bodybuilder-dame med overarme på størrelse med mine lår og en mave som 6 coladåser set fra oven i gang med at strække ud, og jeg tænkte at hun da sikkert bare gik før timen startede. Næh fucking nej. Hun var instruktøren. Der var 3 på holdet, inklusive undertegnede, hvilket betød øget fokus på grise-tanten i hjørnet som altid var en halv time bagude.

Da jeg kom hjem spurgte min mor om jeg ikke var helt afslappet, hvortil jeg svarede noget i retning af : “føj for helvede nej, søm mig fast til køkkenbordet hvis jeg nogensinde får sådan en ide igen”. For aldrig i mit liv har jeg svedt så meget, sagt “fuck” så mange gange på så kort tid eller fortrudt noget SÅ meget, som jeg gjorde den dag. Jeg var blind i tre timer efter fordi jeg havde fået så meget ufiltreret saltvand i øjnene. Jeg følte mig som en gravid flodhest med bækkenløsning og svage ankler under selv de mest “lette” stillinger. “Så slapper vi af i en hvilestilling” sagde kællingen, og indtog derefter den mest udholdenhedskrævende slangemenneske-pose jeg i mit liv har set.

Jeg holder mig til Zumba. Det ved man sgu da hvad er.

19146263_1398106693610900_921412867255028416_n.jpg