“Du er også helt anderledes nu” sagde hun. Jeg sad overfor hende med min efterhånden tunge selvindsigt og mit uomtvistelige tungsind og tænkte, at jeg umuligt kunne være andet. Hvordan kunne jeg undgå at ændre mig gennem flere år af tvungen selvrefleksion?
Selv lignede hun sig selv, bare voksen. Bare en smule mere trist. Tilværelsen har tydeligt også taget en bid af hende uden at erstatte den, men hvor min bid gjorde plads til en slags udforskning af mit sind, virkede det til, at hendes mest af alt bare havde efterladt netop det, det var: et bidemærke.
I 13 år levede vi i tandem. Folkeskole, gymnasie, slut. Indimellem var vi tætte veninder. Vi var aldrig det modsatte. Hun blev kærester med en, der var forelsket i mig og jeg i ham, og alligevel fortsatte vi vores parallelløb, som om intet var hændt, og som om ingen vidste noget.
Da jeg mødte hende tilfældigt et meget uventet sted, tog jeg mig selv i et kort sekund at tage masken på igen. Masken, hun kendte som værende mig. Masken, der var blevet mig givet og gradvist påtvunget gennem hvad der føltes som utallige og årelange samtaler, som altid endte i “Men hun er jo fint med fagligt” sagt henover mit hoved ved et bord med en paptallerken med Matadormix og kaffe i plastikkoper gjort håndterbare af farvede holdere med hanke.
Hun kaldte mig rolig den dag. Hun kaldte mig afbalanceret. Jeg havde lyst til at skrige at jeg havde brugt hele fucking morgenen på at tage bukser på. At jeg på ethvert givent tidspunkt skriger en smule indeni. At jeg ikke havde været udenfor siden ni dage før. At jeg på Jobcentret bliver kaldt “utroligt selvreflekterende” og “enormt empatisk”, mens der bliver skrevet “permanent funktionsnedsat uden videre håb om betydelig bedring”. At jeg ikke har en drøm og heller ikke ønsker mig en. At det var latterligt at vi sad der og lod som om vi kendte hinanden. At det faktisk var rart at se hende igen.
Vi aftalte at mødes igen snart.
Det gjorde vi ikke.
ungtanten 